På verdensplan lider over 400 millioner mennesker af sukkersyge, der findes i mere end 30 varianter.
Mest almindelig er den såkaldte type 2-sukkersyge, som udgør omkring 95 pct. af tilfældene. Varianten blev tidligere kaldt "gammelmandssukkersyge", fordi den typisk udvikler sig med alderen og hænger sammen med andre aldersrelaterede lidelser som overvægt, forhøjet blodtryk og tendens til åreforkalkning.
Ved type 2-diabetes er cellerne i muskler, fedtvæv og leveren mindre følsomme over for hormonet insulin, og det gør det svært for dem at optage sukker.
Insulin produceres i bugspytkirtlen og virker som en nøgle, der åbner for cellernes sukkeroptag.