Hvorfor besvimer mennesker?

Den medicinske betegnelse for at besvime er 'synkope'.

Inden for musik – særligt i jazz – bruges 'synkope' til at at beskrive et pludseligt eller overraskende brud med grundrytmen i melodien.

Ligesom musikken har kroppen også en rytme. Den kaldes for pulsen og dirigeres af hjertet, der slår taktfast 60-90 gange i minuttet for mænd og kvinder.

Hjerteslagene forekommer, når hjertet trækker sig sammen og sender en bølge af blod gennem blodårerne ud i kroppen, så de udvides.

Omkring 15 procent af det blod, der pumpes ud fra hjertet ved hvert hjerteslag, transporteres op til hjernen via blodårerne.

Blodet er rigt på ilt, og hjernen har brug for ilt for at holde sig kørende. Det vurderes, at hjernen bruger cirka 2,5 liter ilt i timen.

Sker der et pludseligt fald i hjertets faste rytme, får hjernen ikke ilt nok, og det kan resultere i, at man bliver svimmel og i sidste ende besvimer.

Når du besvimer, går hjernen i sort, og kroppen falder sammen som et korthus.

Det skyldes, at hjernen ikke længere sender besked ned gennem nervecellerne i rygmarven om at holde musklerne spændte.

Uden disse nervesignaler slapper musklerne helt af og kroppen falder sammen.

Ud over ilt har hjernen også brug for sukker for at holde sig kørende. Sukkeret transporteres ligesom ilten også op til øverste etage via blodet.

Har du fx spist for lidt, kan dit blodsukker falde så kraftigt, at hjernen kortvarigt lukker ned som en motor uden brændstof.

Ifølge American Heart Association oplever en tredjedel af klodens befolkning at besvime en eller flere gang i deres liv.

Den hyppigste årsag til, at raske personer besvimer, er en overstimulering af den såkaldte vagusnerve i hjernen.

Vagusnerven er kroppens længste og mest forgrenende nerve. Den udspringer fra hjernen og sender sine udløbere ud til stort set alle organer.

Oplever du smerte, stress eller angst aktiveres det såkaldte sympatiske nervesystem, der sætter kroppen i alarmberedskab – den såkaldte fight or flight-respons.

Det sympatiske nervesystem får hjertet til at slå hurtigere ved at dirigere så meget blod som muligt ud til musklerne, så kroppen kan yde maksimalt på den farlige situation.

Når det sympatiske nervesystem aktiveres overstimuleres vagusnerven.

I et forsøg på at kompenserer for kroppens stress-respons aktiverer nerven det såkaldte parasympatiske nervesystem.

Dette nervesystem har til formål at dæmpe det sympatiske nervesystem og få kroppen til igen at slappe af igen og hjertet til at slå langsommere.

Bliver vagusnerven overstimuleret af "de flossede nerver" risikerer den at overkompensere og sænke hjerteslagene i en sådan grad, at det fremkalder et pludseligt og stort fald i blodtrykket.

Sker det, modtager hjernen pludselig ikke nok af de iltgivende blodceller. Dermed øges faren for at besvime kraftigt.

Overstimulering af vagusnerven forekommer typisk ved store smerter, angst eller synet af blod.

Sidstnævnte er en af de hyppigste årsager til besvimelse, og det vurderes at mellem tre-fire procent af klodens befolkning lider af fobi for blod og nåle – såkaldt blodfobi eller hæmatofobi.

I modsætning til alle andre fobier, reagerer kroppen ikke med stigende blodtryk som følge af fight or flight-responsen.

I stedet falder blodtrykket ved synet af blodet fra enten ens egen krop eller andres sår.

Video: Geder besvimer på stribe

En særlig stamme af tamme geder ved navn myonotiske geder, besvimer, når de bliver bange. Hurtige bevægelser er lyder, som skræmmer gederne, får dem til at stivne og falde om på siden. I virkeligheden besvimer gederne dog ikke. Det er blot deres muskulatur, som går i baglås. Læs mere om de mærkværdige geder her.

Forskere vurderer, at kroppens "omvendte" fobi-reaktion har en evolutionær årsag.

Hvis et stenaldermenneske skar sig under jagten havde han en større chance for at overleve, hvis blodtrykket faldt og mængden af blod, der fossede ud af såret, dermed blev reduceret.

Derfor giver det også god mening set ud fra et evolutionært synspunkt, at vi reagerer på blod ved at besvime.

Når lyset slukkes og vi dejser om på jorden, løber blodet lettere ud til hjernen, end hvis vi står oprejst.

Det skyldes, at hovedet og hjertet er i samme højde, når vi ligger ned, hvilket øger tilførelsen af blodet til hjernen.

Det er ikke i sig selv farligt at besvime.

Faktisk kan fænomenet betragtes som en sund forsvarsmekanisme, der lukker hjernen ned kortvarigt.

Nedlukningen sørger for, at hjernecellerne ikke tager skade af den manglende blodtilførsel.

Når kroppen falder sammen på jorden placeres hovedet i niveau med hjertet, hvilket stabiliserer blodtrykket.

Konsekvensen af at miste bevidstheden kortvarigt kan dog godt få skadelige følger, hvis man lander uheldigt og slår hovedet og får hjernerystelse fx.

I sjældne tilfælde kan det at besvime også være et advarselstegn for underliggende hjerteproblemer, som kan resultere i dødsfald.

Skyldes besvimelsen hjerterytmeproblemer eller forsnævringer i hjerteklapperne, er der tale om en såkaldt kardiovaskulær besvimelse, hvor besvimelsen skyldes problemer i selve hjertet.

Forskning viser ikke overraskende, at personer på 60 år og derover oftere besvimer grundet hjerteproblemer end yngre personer.