Fingeraftryk dannes under fosterets udvikling, og deres grundlæggende mønster bestemmes delvist af generne, mens detaljerne er helt tilfældige. Når fosteret er omkring ti uger, svulmer fingerspidserne op i et pudeformet væv, hvor blodårer, bindevæv og nerver siden udvikler sig.
Herefter stopper væksten, mens selve fingeren fortsætter med at vokse og efterhånden kommer til at absorbere eller “opsluge” fingerspidsen. Omtrent på samme tid trækker fingerspidsernes hud sig sammen i bølgedale, der skal gøre huden fleksibel og give en vis gnidningsmodstand, så vi bedre kan holde fast på ting.
Generne bestemmer, hvordan disse begivenheder er timet i forhold til hinanden, og det kommer til at præge fingeraftrykkets overordnede mønster. Hvis huden begynder at folde sig, før opsvulmningen er blevet opslugt, dannes der mange hvirvler i fingeraftrykket.
Sker begivenhederne nogenlunde samtidigt, dannes der slynger. Men hvis huden folder sig meget sent, dannes der i stedet buer. De små detaljer i hudens foldninger sker imidlertid helt tilfældigt, og derfor vil end ikke enæggede tvillinger have samme fingeraftryk.
Man kan sammenligne processen med mønsteret af glasskår, efter en sten har knust en rude. Glasskårene spredes over et ret forudsigeligt område, men dér vil de til gengæld ligge helt tilfældigt.