tics i ansigtet

Hvorfor får man tics i ansigtet?

Af og til rykker det voldsomt i mine øjemuskler. Hvorfor?

De små rytmiske spjæt, som mange kender, er egentlig en slags kramper.

I stedet for at omfatte en hel muskel sidder krampen i et af de små bundter af muskelfibre, kaldet fascikler, som musklen er opbygget af.

Krampe i en fascikel skyldes abnorm aktivitet i de nerver, der sender signaler til den. Aktiviteten opstår som regel, hvis man er træt og stresset, ikke har fået sovet nok eller har drukket for meget kaffe.

Både stress og for meget kaffe bevirker, at kroppens muskler generelt bliver mere anspændt, fordi hjernen sender besked til dem om at være i øget beredskab med henblik på eventuel kamp eller flugt.

Denne besked sendes ud via nerverne, og det kan i nogle tilfælde få de små nervetråde til at overreagere, så de trækker sig sammen uden for viljens kontrol.

Resultatet er de velkendte spjæt. De sidder ofte i øjet, men kan også forekomme andre steder i kroppen.

Kramperne kan være meget irriterende, og de kan stå på i timevis, somme tider flere dage i træk.

Som regel er de ufarlige, men hvis det bliver nødvendigt, kan de standses ved hjælp af en indsprøjtning med botox, der lammer musklen.