Shutterstock
sol

Hvorfor føles 30 grader varmt?

Vi stønner af hede, når det er 30 grader varmt. Hvilken effekt har temperaturen på kroppen? Og hvordan kan det være, at vi ikke først sveder, når temperaturen kommer over kroppens egen på 37 grader?

De naturlige processer i kroppen medfører, at der dannes varme, og når man bevæger sig, stiger varmeproduktionen yderligere. For at opretholde en temperatur omkring 37 grader er kroppen derfor nødt til hele tiden at afgive varme.

Det sker især via huden. Ved normal rumtemperatur er der nogenlunde ligevægt imellem den varme, der dannes i kroppen, og den varme, der afgives fra huden til luften omkring os. Når temperaturen i om-givelserne stiger, bliver det vanskeligere for kroppen at komme af med varmen.

Kroppen reagerer ved at udvide blodkarrene i især arme og ben, så det varme blod fra kroppens centrale dele kan køles af, når det bliver pumpet ud under huden. Bliver det varmere endnu, begynder vi at svede. Idet sveden fordamper fra huden, afgives der nemlig varme. Når man har følelsen af, at det er meget varmt, har det altså ikke så meget at gøre med forskellen på kroppens og omgivelsernes temperatur.

Oplevelsen af hede er i højere grad forbundet med, at kroppen arbejder på højtryk for at afgive varme. Det er især vigtigt, at temperaturen holdes konstant omkring hjernen og de indre organer. Arme og ben kan derimod godt tåle at blive afkølet. Når kroppen gerne vil holde på varmen, er hud-temperaturen på de perifere dele derfor væsentlig lavere end temperaturen i midten.

Især på hænder og fødder kan hudtemperaturen være en del lavere end 37 grader. Og for eksempel fungerer hænderne stadig optimalt, når temperaturen ligger mellem 32 og 36 grader. Den lavere temperatur i hænder og fingre er også årsagen til, at det som regel vil føles brændende, hvis man stikker hånden ned i vand, der er 37 grader varmt.