Hvorfor kan mennesker vænne sig til at spise chili?

Smertesignaler blokeres, hvis man jævnligt spiser chili

Chili

Den “hotte” ingrediens i chili hedder capsaicin og giver sved på panden og en brændende følelse i munden.

Stoffet virker på de nerveender i munden, næsen, maven og huden, som sender signaler til hjernen, når vi brænder os, eller huden bliver irriteret. Nerverne signalerer ved at frigive et bestemt stof: substans P.

Hvis man jævnligt spiser chili, tømmes nerverne for substans P, så smertesignalerne blokeres, og derfor kan man spise stærkere og stærkere mad. Tolerancen over for capsaicin skal bygges op igen, hvis man ikke spiser stærk mad i et stykke tid.

Nogle mennesker tåler stærk mad bedre end andre fra naturens side, da de har færre smagsløg end gennemsnittet af befolkningen.