Alle dyr forsøger at undgå, at giftstoffer og andre skadelige elementer trænger ind i kroppen. Huden er som regel en effektiv barriere mod uønskede elementer, men det er også nødvendigt, at vores adfærd bliver styret, så vi ikke foretager os ting, som er skadelige.
Smertefølelsen forhindrer os fx i at få fysiske skader på kroppen, og når det gælder fødeindtagelse, er kvalmefornemmelsen en tilsvarende foranstaltning mod at spise fordærvet og sygdomsfremkaldende mad. Kvalme er en generel følelse af ubehag, som kommer fra mave-tarm-systemet.
Den går ofte forud for en opkastning, hvor mavens indhold tvinges op og ud gennem munden bl.a. for at undgå, at giftstoffer når at blive optaget af tarmen. Kvalmen og opkastningen styres af et opkastningscenter i medulla oblongata, som er en region i hjernestammen.
Opkastingscenteret modtager nervesignaler fra receptorer forskellige steder i kroppen, der alle kan fremprovokere opkastningsrefleksen. Disse input kan fx komme fra en overfyldt mave, giftstoffer i tarmen, alkoholirritation af mavevæggen, roterende bevægelser af hjernen (bevægelsessyge), stress og fra berøringsstimuli bagerst i halsen.
Evolutionært set har det været en fordel for de af vores forfædre, som udviklede kvalme-fornemmelsen i forbindelse med opkastning. Dermed lærte de, hvilke fødeemner de skulle holde sig fra. Man er dog usikker på, hvorfor kvalme også er knyttet til de andre stimuli, fx bevægelsessyge, men det kan være for at advare om noget, der er farligt.