Når næsen løber, er det som regel et tegn på, at vi er blevet smittet med en virus. Virussen angriber de øvre luftveje, dvs. næsen, svælget og bihulerne, hvorfra den trænger ind i slimhinderne. Her formerer den sig og skaber nye viruspartikler. Samtidig opstår der en betændelsestilstand, og næsen begynder at løbe.
Slim styrker immunforsvaret
Slimhinderne er en del af kroppens naturlige beskyttelse mod virus, bakterier og andre fremmedstoffer, som kan trænge ind i og skade kroppen. Slimen kommer fra såkaldte gobletceller, og slimens klistrede overflade fanger celler og molekyler og forhindrer dem derved i at trænge ind i cellerne i luftvejene. I stedet skubbes slimen op af luftvejene og ud i munden, hvorfra det synkes. Samtidig indeholder slimen en lang række molekyler, fx enzymer, som kan nedbryde bakterier, samt proteiner, der kan sætte immunforsvaret ind over for indtrængende viruspartikler.