Dine prutter er brandfarlige. Tarmbakterier producerer nemlig et væld af brandbare gasser, primært brint og metan.
Ildelugtende prutter er potentielt de mest brandfarlige, da de indeholder svovlbrinte, som udover at lugte af rådne æg, også er ekstremt brandbart.
Prutters indhold af gasser varierer gevaldigt og afhænger bl.a. af kosten samt af mængden og typen af tarmbakterierne. Derfor er der forskel på, hvor letantændelige folks prutter er.
Brint er den mest brandbare tarmgas og antændes uhyre let – selv i små koncentrationer på helt ned til fire pct. er brint antændeligt.
Brintprutter brænder blåligt
1. Gas siver ud af endetarmen
Bakterier i tarmene danner brandbare gasser, heriblandt brint, svovlbrinte og metan. En prut kan indeholde op mod 63 pct. brint, som er den mest brandbare gas, tarmene kan udskille.
2. Varme sætter fut i kemien
Når brint blandes med ilt i luften og udsættes for varmen fra en flamme, sker en forbrændingsreaktion, hvor brint og ilt reagerer med hinanden. Reaktionen udvikler vand, lys og varme.
3. Blålig flamme opstår
Jo mere brint prutten indeholder, des mere blålig bliver den. Farven er tegn på komplet forbrænding, mens rødgullige flammer fra fx stearinlys og bål skyldes faste partikler som sod.
Tarmbakterierne masseproducerer brint, når de nedbryder fibre fra fx bønner. Afhængigt af hvor mange fibre en person spiser, kan prutternes brintindhold variere mellem 8 og 63 pct. I gennemsnit udgør brint, metan og kuldioxid op mod 75 pct. af en prut.
Flammen dør hurtigt ud
Når vi slipper en vind, blandes tarmgasserne med luftens ilt, hvilket skaber en brandfarlig cocktail.
Flammen fra en antændt prut er dog meget kortvarig, da brint brænder ekstremt hurtigt, og prutter i gennemsnit kun har et volumen på 100 ml.
Selvom det måske kan lyde som et sjovt eksperiment, kan det ikke anbefales at antænde en prut. Flammen kan sprede sig i retning mod endetarmen og give alvorlige forbrændinger.