At fingerknækning skulle føre til gigt, er en sejlivet myte – uden videnskabeligt grundlag.
I en undersøgelse fra 2011 sammenlignede den amerikanske læge Kevin D. deWeber fx røntgenfotografier af hænderne på 215 ældre mennesker, som enten havde knækket fingre regelmæssigt gennem flere år eller aldrig havde gjort det.
Hans undersøgelser viste ingen tegn på, at fingerknækning skulle være skadelig.
En knap så videnskabelig undersøgelse foretog den amerikanske læge Donald Unger, som hver dag i 60 år knækkede fingrene på venstre hånd, men undlod at gøre det på højre hånd.
Heller ikke her sås nogen tegn på, at vanen førte til gigt eller andre dårligdomme.
Til gengæld sikrede den dedikerede undersøgelse ham den gakkede Ig Nobel-pris i medicin.
Bobler skaber lyden
Lyden af at knække fingre opstår, når fingrene på den ene eller anden måde overstrækkes.
Det kan være ved at lægge pres på dem med den anden hånd eller ved at strække sig med fingrene flettet.
Bevægelsen trækker fingerleddene fra hinanden, hvilket skaber et midlertidigt hulrum, som ikke er fyldt op af ledvæsken.
Luftmolekyler bestående af kvælstof og kuldioxid strømmer derfor hurtigt ind i hulrummet.
Når fingerled trækkes fra hinanden, skabes et hulrum (gul pil), hvor bobler strømmer ind og giver det karakteristiske smæld.
Her danner de en lomme af bobler.
En udbredt teori var længe, at lyden af fingre, der knækker, stammer fra boblerne, som sprænges.
Men forskere mente i 2015 at kunne bevise, at det faktisk er dannelsen af boblerne, der giver det velkendte smæld.
Bobler giver karakteristisk smæld
1. Led er fyldt med bobler
Fingerleddene rummer en ledkapsel med smørende væske kaldet synovialvæske, som er fyldt med bobler bestående af gasser som eksempelvis kvælstof, kuldioxid og ilt.
2. Træk skaber hulrum
Når fingrene bliver knækket, trækkes leddene fra hinanden i et hurtigt ryk, som kortvarigt skaber et hulrum, som ikke er udfyldt af synovialvæsken.
3. Bobler giver karakteristisk lyd
Boblerne strømmer ind i hulrummet og danner en lomme af gas i leddet. Forskere viste i et forsøg i 2015, at boblernes hurtige udfyldning af hulrummet skaber den karakteristiske knæk-lyd.
Omtrent 20 minutter efter at gasserne er frigivet, bliver de integreret i ledvæsken igen, og fingeren kan knækkes endnu en gang.
Dermed er fingeren klar til at blive knækket igen.