Dronning Marie-Antoinette og andre personer skulle ifølge historiske overleveringer være blevet hvidhårede natten før deres henrettelse.
Fælles for beretningerne er, at hovedpersonerne med de pludselige skift i hårfarve er blevet udsat for voldsomme psykiske traumer.
Kønsbehåring blev hvid
I enkelte tilfælde er det ikke kun hovedhåret, det er gået ud over. En artikel i British Medical Journal fra 1902 beskriver, hvordan en ung kvinde dagen efter at have overværet mordet på en anden kvinde opdagede, at hendes kønsbehåring var blevet hvid.
Problemet med historierne er, at den eneste del af et hår, der er levende, er roden, som sidder nede i hovedbunden. Selve hårstrået er et dødt rør fyldt med farvestof.
Håret kan derfor kun ændre farve fra roden, i takt med at det vokser ud – og det tager ikke blot en enkelt nat, men flere uger eller måneder.