Man kan ikke dø af smerter. Derimod kan man besvime, hvis smerterne kommer som en voldsom og meget pludselig påvirkning. Så slår hjernen fra. Det kan opfattes som den ultimative forsvarsreaktion, hvor man øger chancerne for overlevelse i forbindelse med alvorlige skader ved at skrue ned for alle kroppens systemer.
En vedvarende smerte kan ikke kobles ud på denne måde. Smertesignalerne i hjernen samles alle i den del, der hedder thalamus, før de sendes videre til de højere centre. Hvis påvirkningen her bliver for voldsom, vil thamalus dæmpe smertesignalerne.
Det sker for at undgå, at nerverne bliver overbelastede og så at sige brænder sammen. Reaktionen kan betyde, at en person ved bevidsthed slipper for at føle smerte i en kortere periode.
Det er for øvrigt noget, som torturbødler efter sigende har vidst i århundreder: Hvis tortur skal virke effektivt, skal man holde pauser, så offeret kan restituere sig og igen opleve smerte. Hvis smertepåvirkningen er helt ekstrem, slukker thalamus for signalerne højere oppe i nervesystemet, og så er det, at man besvimer.
Smerte i sig selv kan altså ikke virke dræbende. Til gengæld kan vedvarende eller kroniske smerter være så voldsomme, at man ønsker at dø for at slippe for dem.