Når man udsættes for lave temperaturer, registreres det af specielle følelegemer i huden, de såkaldte termoreceptorer. Disse receptorer sender elektrokemiske signaler til rygmarven og videre til hjernen, hvor signalet bearbejdes og tolkes.
Resultatet bliver en bevidsthed om, at det er koldt. Normalt reagerer man ved at tage ekstra tøj på, gå indendørs, tænde for varmen og så videre.
Det er muligt, at man ved målrettet at overhøre signalerne igennem lang tid kan ændre termoreceptorernes elektrokemiske beskeder til hjernen, så man med tiden får en højere kuldetærskel.
Men det er så vidt vides aldrig blevet videnskabelig undersøgt – meget forståeligt, når man tænker på, hvor meget en eventuel forsøgsperson skulle fryse.
Ismand bestemmer selv kropstemperaturen
Hollænderen Wim Hof besidder en fænomenal evne til at modstå kulde – en egenskab som har indbragt ham verdensrekorden i discipliner som længste svømmetur under is og længst tid i direkte kontakt med is.
Den normale reaktion på ekstrem kulde er, at kroppen ryster, hjerterytmen ændrer sig, og blodårerne lukker ned, men det sker ikke hos Hof.
Læger har undersøgt ham flere gange, og deres forklaring på hans evne er, at han bevidst kan kontrollere det autonome nervesystem, som hos os andre overtager styringen og får og til at ryste, når vi fryser.
Selv mener Hof, at alle kan lære at holde kulde ude gennem øvelser med kuldeterapi, vejrtrækning og meditation, men flere personer er omkommet af kulde efter at have fulgt hans træningsprogram.
Wim Hofs mest ekstreme præstationer:
Hvis man virkelig vil kunne tåle mere kulde, skal man have fat i en helt anden teknik: Spiser man masser af is, flødesovs og friturestegte kartofler, lægger man stille og roligt lag på lag af fedtceller under huden.
Og fedt isolerer, så man efterhånden vil kunne tolerere stadig lavere temperaturer. Om det så kan kaldes for egentlig træning, kan diskuteres. Ved siden af tilvænning og madglæde er der også psykologiske forhold, som gør, at man nogle gange bedre kan udholde kulde end andre.
Udsigten til snart at få varmen eller andre positive ting kan overskygge, at man er kold, så man bedre udholder frostgrader og gåsehud. I øvrigt varierer vores personlige kuldetærskel meget.
Efter en solrig dag ved stranden vil man typisk være mere kuldskær om aftenen, end hvis man har tilbragt dagen i kølige omgivelser. Men denne forskel i kuldskærhed er snarere et resultat af omgivelsernes svingende temperatur end af bevidst træning.