Det er i dag muligt at nedfryse simple organismer eller embryoer (fostre i meget tidlige stadier) i levende live og bagefter tø dem op i god behold. Men der er et meget stort spring herfra og til at nedfryse et levende menneske og lade det fortsætte livet efter optøning flere år senere.
Så længe man nedfryser relativt simple livsformer, er det acceptabelt, at en del af cellerne går tabt. Selv om 99 procent af bakterierne i en nedfrossen prøve dør, spiller det ingen rolle, når den resterende procent kan overleve og grundlægge en ny population. Men hvis 99 procent af cellerne i et helt menneske dør, er der ingen chance for, at den sidste procent kan overleve og opretholde alle livsfunktioner.
Mennesket er i lighed med andre dyr og planter en ekstremt kompliceret organisme, hvor de enkelte celler og organer har hver deres specielle funktion, som resten af kroppen er afhængig af. Hvis blot en enkelt af disse funktioner bliver skadet under nedfrysning eller optøning, risikerer hele organismen at dø.
For øjeblikket er der ingen udsigt til, at nedfrysnings- og optøningsteknikkerne vil blive så gode, at et menneske vil kunne overleve proceduren. Derfor er der reelt set bedre fremtidsudsigter i, at man nedfryser den døde krop på den mest skånsomme måde.