Kim Jong-nam blev slået ihjel af uhyggelig nervegift

Ifølge de malaysiske myndigheder døde halvbroderen til Nordkoreas leder af den ekstremt farlige nervegift VX – en af verdens mest potente nervegifte.

Kim Jong-nam i 2010 under et besøg i Macau.

© Polfoto

Den 13. februar blev Kim Jong-nam, halvbroder til Nordkoreas leder Kim Jong-un, overfaldet bagfra af to kvinder i Kuala Lumpur International Airport.

Kvinderne tværer, hvad der ligner en klud, rundt i hovedet på Kim Jong-nam, og ifølge CNN døde han 20 minutter efter.

Nervegift fundet i ansigtet

De malaysiske myndigheder har sagt, at de har fundet spor af nervegiften VX på Kim Jong-nams ansigt og øjne.

Men hvad er VX, og hvordan virker den?

Giften er ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder den mest potente af alle nervegifte, og den er dødelig så snart, den kommer i kontakt med huden – også selv om den vaskes af bagefter.

VX’s kemiske form.

© Wikimedia

En dråbe er dødelig

Giften har konsistens som olie, og bare en synlig dråbe VX – eller 10 mg – er en dødelig dosis.

VX er lugt- og smagløs og har et ravfarvet skær. Og som titlen “nervegift” antyder, så går VX i karambolage med nervesystemet.

Hvilken gift er farligst og er den menneskeskabt? Find svaret her om verdens giftigste stoffer.

VX får musklerne til at krampe

VX virker ved, at det hæmmer et enzym kaldet acetylcholinesterase, som ellers nedbryder acetylkolin – et kemisk komponent, som sender signaler fra nerver til muskler i nervesystemet.

Hvis acetylkolin ikke bliver nedbrudt kommer musklerne i en hjælpeløs tilstand, hvor de forbliver trukket sammen.

Og offeret ender med at dø, fordi vejrtrækningen bliver lammet.

Andre symptomer på den dødelige gift er bl.a. krampeanfald, fråde om munden, en blålig farve på kroppen og hurtig vejtrækning.