Kløe i sår er uundgåeligt
Helende sår klør, fordi helingsprocessen aktiverer såkaldte kløe-nerver i hudens yderste lag.
Huden indeholder mange forskellige slags nerver, der hver især er følsomme over for kulde, varme, smerte, hårde slag eller lette tryk. Kløe-nerver reagerer på ganske blide mekaniske eller kemiske påvirkninger, som når en flue går hen over armen, eller en dråbe citronsaft prikker på huden. Ved den slags påvirkninger informerer kløe-nerver hjernen om en kløende fornemmelse.
Under helingsprocessen deler cellerne i sårranden sig og vandrer ind i såret, hvor de kobler sig til hinanden og trækker sig sammen. Derved hiver de i sårets kanter, så hullet kan lukke sig. Når hudens celler bevæger sig, aktiveres kløe-nerverne i området.
Kemiske stoffer aktiverer kløe
Kløe-nerverne aktiveres også af kemiske stoffer, der udskilles i såret i forbindelse med betændelsestilstanden i huden.
Lysten til at klø sig udløses af en refleks i rygmarven, så vi automatisk fører hånden hen til området. Adfærden er smart, fordi kløen stopper, når vi gnider på såret, hvilket hæmmer aktiviteten fra kløe-nerverne kortvarigt.
Klør vi hul på såret, risikerer vi dog at forstyrre helingsprocessen, så såret er længere tid om at lukke sig og måske kommer til at efterlade et ar.
Fire trin ved kløe
1: Kløe-nerver i huden aktiveres af helingsprocessen, når såret fx trækker sig sammen. Nerverne giver hjernen besked om, at det klør.
2: Hjernen registrerer kløe-signalerne, så personen begynder at klø sig. Smertenerver i såret aktiveres og sender besked til hjernen om, at det gør ondt.
3: Hjernen modtager smertesignalerne, og et center kaldet hypotalamus forsøger at dulme smerten ved hjælp af stoffet serotonin.
4: Noget af serotoninen føres med blodet ned til såret. Her aktiverer serotoninen kløe-nerverne på ny, så den kløende fornemmelse bliver endnu stærkere.