Da Dr. James Bedford i 1967 som den første nogen sinde lod sig nedfryse efter sin død, var det i troen på, at han en dag ville kunne tøs op og leve videre. Han er stadig ”på køl”, og det er en trossag, om vi en dag vil kunne genoplive nedfrosne mennesker.
Endnu er det en teori, som baserer sig på håbet om, hvad fremtidens teknologier kan udrette. Men ikke desto mindre er der forskere, der arbejder seriøst på at udvikle teknikker, der en dag skal gøre det muligt at genoplive døde mennesker.
De sætter blandt andet deres lid til nanoteknologien, som meget enkelt sagt bygger på, at små robotter kan fremstille kopier af sig selv i stadig mindre størrelse. Robotter så små, at de kan sendes ind i kroppens celler, skulle så kunne rekonstruere næsten enhver kemisk stabil struktur – deriblandt menneskekroppen – atom for atom.
Men der bliver nu en hel del for robotterne at rekonstruere. De mennesker, som i dag nedfryses efter døden, er ofte døde af en – i dag – uhelbredelig sygdom eller af kvæstelser efter en ulykke, og har desuden skader forårsaget af nedfrysningen. Nogle af dem har ikke haft råd til at blive nedfrosset i hel figur, men har nøjedes med hovedet eller hjernen.
Deres håb er, at det bliver muligt enten at transplantere kroppe, at gendanne deres egen krop ud fra dna-koden eller at få en kunstig krop. Der er – mindst – to afgørende problemer, som forskerne mangler at løse, før det kan lykkes at vække de døde til live. Det ene er, at vores celler meget hurtigt går til grunde, når hjertet holder op med at slå, og de ikke længere forsynes med ilt.
Det andet er, at der opstår frostskader på mennesker, som fryses ned. Derfor prøver man dels at finde metoder til at forlænge den korte periode, hvor cellerne endnu er vitale efter dødens indtræden, dels at finde den mest skånsomme metode til nedfrysning af menneskekroppen. Dr. James Bedford må efter alt at dømme vente en rum tid endnu, før han kan lade sig tø op og vågne til et nyt liv.