Makrofagcellernes opgave er at nedbryde og fjerne de ødelagte røde blodlegemer, og i nedbrydningsprocessen bliver blodcellerne mere gullige i farven.
Når blodcellerne er endeligt nedbrudt, forsvinder det blå mærke også.
Hyppige blå mærker kan skyldes flere faktorer
For nogle mennesker skal der ikke meget til, før de blå mærker viser sig. Årsagen kan findes i flere forskellige faktorer - vi præsenterer nogle af de hyppigste her.
1. Du er kvinde
Er du født med to X-kromosomer, er du også fra naturens hånd mere disponeret for en fornuftig samling blågrønne plamager spredt over din krop.
Kvinders hud er nemlig en smule tyndere end mænds, da den indeholder mindre af bindevævsproteinet kollagen.
Det betyder i sidste ende, at kvinders blodkar er dårligere beskyttet mod stød, end mændenes er, og det resulterer altså i flere mærker.
2. Du er blevet ældre
I takt med, at lysene i fødselsdagskagen bliver flere, stiger risikoen for blåsorte plamager også.
Bindevæv og fedt i underhuden mindskes gradvist i takt med alderen.
Og det gør dig mere sårbar over for stød og slag, da din hud mindsker evnen til at holde blodkarrene fast – huden bevæger sig altså mere, og det kan medføre større skader.
Samtidig bliver dine blodkar også mere skrøbelige og brister derfor lettere.
Visse typer medicin kan gøre dig mere sårbar over for karambolage med hårde objekter.
For eksempel medfører blodfortyndende medicin, at blodet lettere siver ud af blodkarrene og danner blå mærker i vævet.
4. Du har slikket meget sol
Solen kan føles som en længe ventet ven, især i de kolde vintermåneder.
Men der er god grund til at væbne sig med rigelige mængder solcreme og skygge, når den endelig titter frem.
Solbadning øger nemlig ikke kun risikoen for eksempelvis hudkræft – det gør dig også mere sårbar over for blå mærker, da det mindsker din huds elasticitet og spændstighed.
Det betyder også, at det som oftest er de mest soludsatte områder som arme og underben, der lettere får blå mærker, i takt med at vi ældes.
Gå til lægen, hvis du er i tvivl
Blå mærker kan som sagt skyldes mange forskellige faktorer – men er du i tvivl om, hvorvidt dine blå mærker for eksempel kan være tegn på sygdom, bør du til hver en tid forhøre dig hos din læge.