Dine vener ser blå ud, selvom blodet er rødt, fordi lysets bølgelængder reflekteres og absorberes forskelligt på din hud.
Alle farver, vi ser, er et resultat af lysets bølgelængder, der reflekteres tilbage til vores øjne. Lys er en kombination af alle farverne med deres forskellige bølgelængder - rødt og blåt lys har fx forskellige bølgelængder.
Når lys rammer et materiale, vil nogle farver blive absorberet, mens andre reflekteres tilbage til vores øjne.
Blåt lys trænger ikke ligeså dybt igennem huden, som rødt lys gør. Og derfor vil de vener, der ligger tæt på overfladen af vores hud ofte reflektere blåt lys tilbage til øjet.
Ilt giver blodet en lys rød farve
Blod har en lang række funktioner, men en af de vigtigste er at transportere ilt rundt i kroppen. Og mængden af ilt i blodet bestemmer også, hvilken farve det har.
Blodet iltes i lungerne. Det foregår inde i de røde blodlegemer i det jernholdige transportprotein hæmoglobin, der har en stor evne til at binde ilt.
Når hæmoglobinet er iltmættet, får blodet en frisk rød farve.
Fra lungerne pumper hjertet blodet gennem arterierne ud til kroppens væv. Når ilten bliver læsset af på bestemmelsesstedet, mister hæmoglobinet sin farve, og blodet bliver mørkt.
På sin vej tilbage til lungerne rejser det iltfattige, mørkerøde blod gennem venerne.
Blodprøver er mørkerøde
Hvis du er bloddonor eller har fået taget en blodprøve for nyligt, kender du måske blods “rigtige” farve.
Når blod tappes fra en vene og løber gennem en slange og ned i en pose kommer der ikke ilt til undervejs, og derfor beholder blodet sin mørkerøde kulør.