Der er ingen fast definition på, hvad et organ egentlig er.
Normalt taler læger om et væv, der udfører en bestemt, specialiseret funktion i kroppen. Efter den definition er spytkirtler og blod også organer, mens man i folkemunde som regel kun tænker på større og mere velafgrænsede væv som hjertet og nyrerne.
Forvirringen bliver kun større af, at nogle organer som fx lungerne kun har én eneste funktion, mens andre organer som fx leveren har et utal af vidt forskellige funktioner.
For de fleste organer gælder det desuden, at de kun kan løse en lille del af en større, overordnet opgave.
De må derfor arbejde tæt sammen med andre organer for at klare hele opgaven. Man taler derfor om organsystemer – det kan fx være fordøjelsessystemet, der bl.a. består af de selvstændige organer maven og tarmene.
Menneskets organer: Overkrop
Uden en lang række vidt forskellige og stærkt specialiserede organsystemer ville vi ikke kunne overleve. Hvert organ har sin rolle med et fælles formål: kroppens samlede overlevelse.
Åndedrætssystemets funktion er at udveksle ilt og kuldioxid mellem kroppen og omgivelserne. Lungerne spiller en central rolle, da de ligesom en blæsebælg kan fyldes og tømmes for luft ved hjælp af mellemgulvets bevægelser. Under en indånding trækkes luften gennem næsen ned i luftrøret, som forgrener sig i bronkierne. Luften ledes herfra ud til lungernes alveoler, hvor luftudvekslingen med blodet foregår.
Hud, hår og negle opfattes sjældent som organer. Men huden udgør faktisk et af vores største organsystemer. Den dækker hele kroppens overflade, afgrænser den i forhold til omgivelserne og beskytter den mod ydre farer. Den er også sæde for mange af de nerveender, der gør os i stand til at føle bl.a. tryk og temperatur. Neglenes opgave er bl.a. at fungere som en modvægt, der øger trykket på fingerspidsernes følenerver og gør dem mere følsomme. Hår yder en ekstra beskyttelse på fugtige steder ved kønsorganer og armhuler samt som varmeregulering af hovedet.
Hjerte-kar-systemets primære opgave er at transportere blodet rundt i kroppen, så alle cellerne forsynes med ilt og næringsstoffer og skiller sig af med kuldioxid og affaldsstoffer. Andre vigtige funktioner er at give cellerne mulighed for at kommunikere med hinanden via hormoner og at opretholde en konstant kropstemperatur. Hjertet sørger for at pumpe blodet rundt i kroppen gennem et fint forgrenet system af blodårer. Disse kan opdeles i arterier, der fører det iltede blod fra hjertet ud i kroppen, og vener, der fører det iltfattige blod tilbage til hjertet.
Nervesystemet er et kompliceret netværk af specialiserede celler, der kan danne elektriske signaler og videregive dem til hinanden. Nervesystemet inddeles i det centrale nervesystem, der omfatter hjernen og rygmarven, samt det perifere nervesystem, hvor perifere nerver forbinder centralnervesystemet med kroppens muskler, sanseceller og organer.
Organer er helt centrale for flercellede organismer, fordi de tillader nogle dele af kroppen at specialisere sig uden at skulle håndtere alle de helt grundlæggende opgaver.
Selv på celleplan kan man finde paralleller til organer, idet bestemte funktioner ofte bliver udført i afgrænsede enheder, såkaldte organeller.
Store dele af stofskiftet sker fx i mitokondrierne, mens det genetiske materiale opbevares og bearbejdes i cellekernen.
Denne uddelegering til bestemte organer og organeller er helt afgørende for, at så komplicerede væsener som mennesket har kunnet udvikle sig gennem evolutionen.
De fleste organer styres ubevidst af hjernen gennem det autonome nervesystem.
Hjertet kan fx slet ikke påvirkes med bevidstheden, selv om man mere eller mindre direkte kan få pulsen op ved at løbe op ad trapper eller ved at tænke på noget uhyggeligt.
Lungerne kan på den anden side styres bevidst, når vi eksempelvis holder vejret, men den ubevidste kontrol har altid overtaget og vil underkende det bevidste forsøg på at holde vejret, når iltmanglen bliver kritisk.
Muskler og visse andre organer styres imidlertid stor set udelukkende bevidst, og alt efter ens definition findes der også organer, fx tænderne, som hverken kan kontrolleres bevidst eller ubevidst.
Menneskets organer: Underkrop
Uden en lang række vidt forskellige og stærkt specialiserede organsystemer ville vi ikke kunne overleve.
Hvert organ har sin rolle med et fælles formål: kroppens samlede overlevelse.
Lymfesystemet beskytter mod mikroorganismer og andre fremmedlegemer. Det sker ved at benytte immunsystemets mange forskellige slags hvide blodlegemer, der transporteres rundt til alle celler af blodårerne og lymfekarrene. De hvide blodlegemer dannes i knoglemarven, og nogle af dem ophober sig i kroppens 500-600 lymfeknuder, hvor de specialiserer sig i at genkende ét bestemt fremmedlegeme. Milten spiller også en vigtig rolle i immunforsvaret ved at producere antistoffer og fjerne uskadeliggjorte mikroorganismer. Endelig er også skjoldbruskkirtelen og mandlerne involveret i kroppens immun- og lymfesystem.
Musklerne adskiller sig anatomisk og funktionelt i tre typer: skelet-, hjerte- og glatte muskler. Mennesket har 639 skeletmuskler, der er forankret til knoglerne. Da de er under bevidst kontrol, kan vi bruge dem til at bevæge os med. Deres særlige opbygning af skiftevis aktin- og myosinfilamenter giver dem et tværstribet udseende. Det er også tilfældet for hjertemusklen, der dog ikke er under bevidst kontrol og desuden er i stand til at trække sig rytmisk sammen helt på egen hånd. De glatte muskler er heller ikke under bevidst kontrol. De er både fysiologisk og anatomisk meget forskellige fra de to andre muskeltyper. De styrer bevægelser i organerne, fx når mavesækken trækker sig sammen, eller når blodårerne udvider sig.
Skelettets opgave er at støtte og beskytte kroppen og at sikre dens mulighed for at bevæge sig. Den voksne krop har 206 knogler – et levende organ, der også står for produktionen af røde og hvide blodlegemer. Knoglernes beskyttende funktion er særlig udtalt i brystkassen og kraniet. På mindre udsatte steder som næse og ører er knoglerne ofte erstattet af brusk, der også ligger som en glat overflade på knoglerne i leddene. Knoglerne er forbundet til musklerne ved hjælp af sener, der er stærke, seje bånd af bindevæv.
Kønsorganernes funktion er at sikre reproduktionen. I modsætning til næsten alle andre organer udviser de markante forskelle mellem mand og kvinde. Mandens kønsorganer består først og fremmest af testiklerne, hvor sæden dannes, prostata, der danner sædvæske, og penis, der under samleje trænger ind i kvindens skede. Kvindens æg dannes i æggestokkene. Efter ægløsning føres de gennem æggelederne, hvor befrugtningen med mandens sæd normalt sker. Det befrugtede æg fortsætter derefter ned til livmoderen, hvor det sætter sig fast og udvikler sig til et foster.