Lægerne erklærer krig mod svedlugt

Den såkaldte svedtransplantation er én blandt flere metoder til at behandle svedproblemer.

Mens den dårlige lugt bekæmpes med gode bakterier, kan mængden af sved begrænses ved hjælp af nervegift og mikrobølger.

I 2016 fandt kinesiske forskere desuden et gen, der måske åbner for svedens sluser og kan være nøglen til mere effektive behandlinger af sved.

Vi har to slags svedkirtler

Vi har omkring to-fire millioner svedkirtler af to forskellige slags.

De ekkrine svedkirtler sidder overalt på kroppen, men er særligt talrige på hænder og fødder. De apokrine (røde) sidder bl.a. under armene og omkring kønsorganerne, brystvorterne og anus.

Fordampet sved køler kroppen ned

Sved er afgørende for vores overlevelse, for det er den vigtigste måde, vi regulerer kropstemperaturen på.

Hvis solen bager på en varm sommerdag, eller vi giver den gas i fitnesscenteret, bliver kroppen varm, og så begynder vi at producere sved.

Når sveden ligger på huden, varmer kroppen den op, så den fordamper. Derved tager sveden varmen med sig op i luften, og kroppen bliver kølet af.

Hvis man derimod tørrer sveden af med et håndklæde, eller den bare drypper af af sig selv, sker der ingen fordampning og derfor ingen afkøling.

Resultatet er, at kroppen blot producerer mere sved i forsøget på at holde kropstemperaturen nede.

Produktionen af sved kontrolleres blandt andet af et lille område kaldet hypotalamus i hjernens nederste del.

Området fungerer som en slags termostat, der måler temperaturen af det blod, som flyder gennem hjernen.

Hvis temperaturen er for høj, sender hypotalamus nervesignaler ud til de to-fire millioner svedkirtler, som ligger i huden stort set overalt på kroppen – de mangler kun på læberne, forhuden og de små kønslæber samt glans på penis og klitoris.

Nervesignalet får svedkirtlerne til at begynde at producere sved.

Men det er ikke kun en forhøjet kropstemperatur, som får os til at svede.

Stress, angst, nervøsitet, smerte og andre stærke, negative følelser får en anden del af hjernen, det limbiske system, til at aktivere svedkirtlerne.

Vi taler fx om “angstens kolde sved” eller om at få “sved på panden”, og de fleste har oplevet at få fugtige håndflader i pressede situationer som fx en første date.

Årsagen er omdiskuteret, men let fugtige håndflader tjener måske til at give os et bedre greb, og i et evolutionært perspektiv kan det have været en fordel i pressede situationer, når vores forfædre fx jagede vilde dyr eller klatrede op ad klippeskrænter.

Men når sveden bliver for voldsom, får de våde håndflader den stik modsatte effekt.

Løgnedetektorer måler sveden

De følelsesmæssige svedeture sker helt automatisk og kan ikke kontrolleres bevidst, og det har politiet i fx USA lært at udnytte.

Myndighederne benytter undertiden løgnedetektorer, der blandt andet måler, hvor meget den mistænkte sveder fra håndflader og fingerspidser under forhøret.

Et løgnagtigt svar på et spørgsmål som “Skød du din kæreste?” vil uundgåeligt udløse en stressreaktion, som får sveden til at bryde frem.

I princippet er løgnedetektorer meget pålidelige, fordi det er nærmest umuligt at lyve, uden at svedproduktionen øges. Men problemet er, at sveden også kan skyldes fx angsten for at blive uskyldigt dømt.

Løber svedte tre liter i timen

Mange af os kender til ubehagelig svedlugt og våde skjolder under armene, og undersøgelser har vist, at mere end hver femte opfatter deres egen armsved som et problem.

For de fleste er en deodorant nok til at begrænse problemet, men for nogle kan selv ikke den mest effektive deodorant holde lugten nede.

Andre sveder ekstremt meget – ikke blot fra armhulerne, men fx også fra håndfladerne eller panden – og bliver gennemblødt af deres egen sved, så de må skifte tøj flere gange om dagen.

Hos omkring 3 pct. af befolkningen, eller op imod 200.000 danskere, er problemet så alvorligt, at lægen stiller diagnosen hyperhidrosis, det vil sige abnormt forhøjet svedproduktion.

Disse personer udskiller fire-fem gange så meget sved som normalt.

Et almindeligt menneske afgiver typisk 0,5-2 liter sved i løbet af et døgn, men ved hårdt fysisk arbejde og høje temperaturer kan vi svede lige så meget på blot én time.

Den amerikanske mara­tonløber Alberto Salazar er indehaver af den uofficielle verdens­rekord i sved. Ved forberedelserne til OL i Los Angeles i 1984 trænede han i et klimarum for at forberede sig på den stærke varme og høje sol, som man forventede på løbsdagen.

Under træningen målte forskere en svedproduktion på 3,06 liter i timen, og under selve løbet producerede Salazar 5,43 kg sved, svarende til 8,1 pct. af sin kropsvægt.

Hos personer, der lider af hyperhidrosis, udskiller svedkirtlerne væsentligt mere sved end normalt uden nogen naturlig grund.

Tilstanden kan være meget generende, fordi den konstant våde hud kan føre til udtørring og kroniske infektioner, og derudover er det for mange forbundet med skam, at de konstant skal tørre håndfladerne eller skifte skjorte.

Problemet er ovenikøbet selvforstærkende, for hvis man bliver stresset over at svede voldsomt, udløser det nervesignaler fra hjernen, som får sveden til at løbe endnu kraftigere.

Det kan føre til en ond cirkel, der påvirker følelseslivet og hæmmer personen socialt.

Forskerne kender ikke den præcise årsag til lidelsen, der især rammer piger. Lidelsen opstår som regel i barndommen men forværres i puberteten, og den kan vare ved hele livet.

Nogle mener, at en fejl i nervesystemet overaktiverer svedkirtlerne, mens andre hælder til, at tilstanden skyldes en ubalance i hormonproduktionen. I 2016 fandt kinesiske forskere frem til et gen, der muligvis er den udløsende faktor.

Forskerne har længe vidst, at hyperhidrosis til en vis grad er arvelig. Omkring 3 pct. af befolkningen lider af sygdommen, men hvis ens nærmeste familie har hyperhidrosis, stiger ens risiko for selv at blive ramt til hele 50 pct.

Yuan-Rong Tu og hans kolleger fra Fujian Medical University i Fuzhou i Kina havde i forvejen mistanke til genet AQP5, som danner en vandkanal i de svedproducerende cellers membran.

Sveden strømmer bogstaveligt talt ud gennem denne kanal, og forskernes hypotese var, at folk med hyperhidrosis måske danner flere vandkanaler end andre mennesker.

Da forskerne sammenholdt antallet af vandkanaler med aktiviteten af AQP5-genet hos 30 personer, hvoraf nogle led af hyperhidrosis, og andre var raske, viste teorien sig at holde stik.

Hos de kraftigt svedende hyperhidrosispatienter var AQP5-genet tre gange mere aktivt end hos de raske personer, og patienterne havde mere end dobbelt så mange vandkanaler i svedkirtlerne.

Nervegift giver tørre armhuler

Lægerne har allerede flere forskellige behandlinger, som på hver deres måde reducerer mængden af sved. Svedige hænder og fødder kan fx bades i vandbad med en svag elektrisk strøm.

Ifølge en teori erstatter det hudens salt­-ioner, elektrisk ladede molekyler, med aluminiums-ioner, der hæmmer svedproduk­tionen. Virkningen holder i et par uger.

En anden veldokumenteret kur er indsprøjtninger med Botox – som også bruges til at glatte rynker ud med – i fx håndfladerne eller under armene.

Botox er en nervegift, der forhindrer hjernens nervesignaler i at aktivere svedkirtlerne, og virkningen holder i op til et halvt år. En anden behandling svitser svedkirtlerne under armene ved at sende mikrobølger ind i huden.

Svedtransplantation fjerner lugt

Hvad enten man sveder ekstremt meget eller kun ganske lidt, er man lige udsat for svedens anden store ulempe – den dårlige lugt.

Paradoksalt nok lugter sved slet ikke i sig selv, og to betingelser skal opfyldes for at fremkalde den karakteristiske lugt.

For det første skal sveden komme fra de svedkirtler, der kaldes apokrine, og som primært sidder under armene og i skridtet. De udskiller en særlig form for sved, der ud over de normale salte også indeholder organiske molekyler som fx mælkesyre og urinstof.

Og for det andet skal disse stoffer nedbrydes af bakterier og omdannes til ildelugtende nedbrydningsprodukter, før sveden begynder at lugte.

Forskerne ved ikke, hvorfor vi producerer en særlig type sved i skridtet og under armene, men sandsynligvis er det et levn fra menneskets fortid, hvor dufte var en vigtig del af de seksuelle signaler.

Sammensætningen af bakterierne under armene varierer fra person til person.

Af de bakterier, der trives i armhulerne, er det især tre typer, der får sveden til at lugte: Staphylococcus, Corynebacterium og Anaerococcus.

Hver har sin karakteristiske lugt, og jo større andel de udgør af den totale mængde bakterier, desto værre lugter sveden.

Den belgiske læge Chris Callewaert fra University of California, San Diego i USA påviste i 2013, at bakteriefloraen i armhulerne på ni forsøgspersoner var vidt forskellig og havde varierende kombinationer af de tre lugtende bakterietyper.

Det gav ham ideen til et forsøg, der blev offentliggjort i 2016.

Som forsøgspersoner brugte Callewaert 18 par nære slægtninge, hvoraf den ene havde alvorlige problemer med dårlig lugt under armene, mens den anden lugtede mere neutralt.

Han skrabede nu noget af bakteriefloraen af de vellugtende personers armhuler og smurte de ildelugtende slægtninges arm­huler med det.

Et panel af dufteksperter med særligt god lugtesans fik derefter til opgave at snuse forsøgspersonerne under armene med regelmæssige mellemrum, og resultaterne var særdeles overbevisende.

Hos 16 af de 18 par opnåede slægtningen med de stinkende armhuler en markant forbedring af sin lugt allerede i løbet af et par dage. Og virkningen holdt sig i mindst tre måneder og op til mere end et år hos halvdelen af forsøgsdeltagerne.

Inden du begynder at smøre dig ind i en andens sved, kan det imidlertid være en god idé at stikke en vatpind i øret og se, hvad der kommer med ud.

Hvis ørevoksen er hård og tør, behøver du sandsynligvis slet ikke at bekymre dig om lugten fra dine armhuler.

Så har du nemlig en udgave af genet ABCC11, som ikke alene laver denne type ørevoks. Den sørger også for, at sveden fra de apokrine svedkirtler har et lavt indhold af de stoffer, som bakterierne omdanner til stinkende molekyler.

Denne genetiske variant er almindelig i Østen, hvor problemer med svedlugt generelt er mindre end i Vesten.

Her er ørevoksen typisk blød og våd, og det er forbundet med svedigere armhuler.