Shutterstock / Kateryna Kon

Mænds lever skifter køn under sygdom

Lever- og stofskiftesygdomme kan tvinge leveren ud i et kønsskifte hos mænd, viser ny forskning, og det åbner for hormonbehandlinger som våben mod fedtlever og diabetes.

Et forskerhold ved Queensland University i Australien har opdaget, at den menneskelige lever hos mænd kan ændre køn, hvis den bliver ramt af sygdom.

Holdet har undersøgt, hvordan forstyrrelser i kroppens cirkadiske ur, den indre døgnrytme, som regulerer bl.a. søvn, sult og hormonbalance, kan være forbundet med fedme, type 2-diabetes og leversygdomme.

Forsøget blev i første omgang udført på mus, der havde fået slået gener fra i deres cirkadiske ur, mens de blev fordret med en kost med et højt fedtindhold.

Hvor kontrolmusene udviklede diabetes og nonalkoholiske fedtleversygdomme, så viste de genmanipulerede mus ingen tegn på sygdomme, fortæller ledende forsker bag undersøgelsen, lektor Frederic Gachon.

"Vi fandt også ud af, at leveren hos de overvægtige hanmus var blevet feminiseret, sandsynligvis på grund af den beskyttende natur i det kvindelige kønshormon, østrogen."

Hormonbehandlinger kan være løsningen

Leveren er som vores reproduktive organer seksuelt dimorf, hvilket betyder, at der er betydelige forskelle på den mandlige og kvindelige lever, hvor mere end 1.000 levergener er kønsspecifikke.

Holdet undersøgte herefter en række menneskelige prøver og opdagede, at feminiseringen af leveren også gjaldt her.

"Det lader til at forstyrrelsen af de cirkadiske rytmer muligvis beskytter leveren ved at påvirke niveauet af hormoner såsom væksthormon, østrogen og testosteron," forklarer Gachon.

Det indre fysiologiske urværk kontrollerer flere biologiske funktioner som søvn, stofskifte og hormonsekretion. Forskerholdet mener, at forstyrrelser af det cirkadiske ur kan hjælpe med at bremse sygdomme ved at justere de metaboliske veje.

Leversygdomme er langt mere udbredt hos mænd end hos kvinder og rammer godt 25 procent af den voksne befolkning.

"I lyset af disse fund undersøger vi, om adfærdsmæssige og hormonelle indgreb er mulige behandlinger ved leversygdomme," slutter Gachon.