ansigtsmider

Mider spiser, bor og har sex i dit ansigt

KEND DIN KROP: Alle mennesker har ansigtsmider, der har bopæl i ansigtets hårsække og talgkirtler. Miderne er ufarlige, selv om de spiser din hud og parrer sig på din kind.

Tusinder – måske endda millionvis – af ansigtsmider bruger lige nu dit ansigt som legeplads, dobbeltseng og skjulested.

Hvert eneste menneske har en hel hær af ansigtsmider boende i ansigtet. Miderne er mellem 0,1 og 0,4 mm lange, de har otte ben som en spindler og lever i 18 til 24 dage.

Men der er ingen grund til at købe en grovkornet ansigtsskrub i panik. Alle har ansigtsmider, og de gør ingen skade.

Seks fakta om ansigtsmiderne

Bor i huler om dagen

Om dagen bor miderne nede i ansigtets hårsække og talgkirtler. Om natten kommer de op fra dybet for at finde en mage.

Lægger æg i din hud

Ansigtsmiderne lægger 25 æg i åbningen omkring hudporerne.

Spiser gammel hud

Forskerne mener, at miderne lever af fedt fra huden, hudceller eller bakterier.

Nærmeste slægtninge

Ansigtsmiderne har otte ben og er beslægtede med edderkopper og tæger.

Vi giver mider til hinanden

Vi får hele tiden nye mider fra lagener, puder og håndklæder - og mennesker vi fx kysser med.

Du har to typer beboere i ansigtet

Du kan lige så godt vænne dig til dit ansigts to beboere: de to midearter Demodex folliculorum og Demodex brevis.

Demodex folliculorum har alle sine ben oppe ved hovedet.

Demodex folliculorum lever især i ansigtets hårsække, hvor de i en form for kollektiv af 3 til 6 mider bor om dagen. I et mikroskop ligner D. folliculorum en aflang orm med sin otte ben siddende oppe omkring hovedet.

Demodex brevis lever sit liv i dine talgkirtler.

Den anden art – Demodex brevis – lever en single-tilværelse i talgkirtlerne, som indeholder en olieagtig substans af døde celler og fedt kaldet talg. D. brevis er kortere og mere runde end D. folliculorum.

Alle mennesker har mider

Et amerikansk forskningsprojekt med navnet “Meet Your Mites” vil komme uvidenheden omkring ansigtsmider til livs, og derfor har de siden 2013 samlet ansigtsprøver fra over 400 mennesker.

På baggrund af prøverne kan de sige, at 100 % af alle mennesker over 18 år har ansigtsmider, og det er første gang, at forskere kan beskrive en gruppe af snyltere, der lever på alle mennesker.