Nanoplaster opløser mavedellen

Et plaster belagt med mikroskopiske nåle kan få fedt til at forsvinde. Forskere vil bruge plasteret i kampen mod overvægt og sukkersyge.

Mavefedt
© COLUMBIA UNIVERSITY MEDICAL CENTER & SHUTTERSTOCK

Amerikanske forskere har udviklet et plaster, som de har fyldt med stoffer, der omdanner såkaldt hvidt fedt til brunt. På den måde vil de fjerne udvalgte fedtdepoter fra kroppen.

Hvidt fedtvæv er kroppens lagerplads. Det sætter sig typisk på maven, lårene og hofterne og opmagasinerer overskydende energi.

Brunt fedt har vi derimod kun lidt af som voksne. Det er fyldt med mitokondrier og forbrænder fedt til varme, når vi fryser.

Brune fedtceller forbrænder enorme mængder energi, og derfor har forskere i længere tid udviklet lægemidler, der omdanner hvide fedtceller til brune.

Men problemet med midlerne er, at de har uheldige bivirkninger på flere organer.

Plaster får lægemidler direkte til fedtdepoterne

Nu er det lykkedes amerikanske forskere at levere lægemidler direkte til udvalgte fedtdepoter hos overvægtige mus.

Med et plaster spækket med mikroskopiske nåle føres nanopartikler med medicin ind under huden.

Nanoplaster

Plasteret er belagt med rækker af nåle, der hver måler 300 gange 800 μm.

© COLUMBIA UNIVERSITY MEDICAL CENTER & SHUTTERSTOCK

Forskerne klistrede et nyt plaster på maven af overvægtige mus hver tredje dag i fire uger.

Musenes fedt svandt med 20 pct., hvor plasteret havde siddet, og deres fasteblodsukker blev signifikant lavere.

Mikronåle rammer fedtceller ultrapræcist

Forskernes nye plaster frigiver kun medicin til små områder, så de undgår unødige bivirkninger på resten af kroppen.