Nu kan vi slukke den djævelske kløe

Lægen Anne Louise Oaklander på skadestuen på Harvard Medical School i Boston kunne med forbløffelse konstatere, at kvinden havde kradset hul i hovedskallen og var nået hele vejen ind til hjernen.

Oaklander undrede sig over, hvordan patienten havde kunnet lemlæste sig selv uden at blive stoppet af smerter. For at få svar på det studerede hun nerverne i kvindens hovedbundshud, og undersøgelsen viste, at 96 pct. af sansenerverne i det kløende område var blevet ødelagt. Den eneste følelse, som kvinden kunne registrere derfra, var kløe.

I 2002 offentliggjorde lægen sin opdagelse i et videnskabeligt tidsskrift, og det blev starten på en ny erkendelse for forskere og læger: Kløe og smerte er to helt forskellige følelser.

Omkring 8 pct. af verdens befolkning føler i dette øjeblik, at det klør et sted på kroppen – typisk på armene, ryggen eller benene. Og hver femte oplever på et tidspunkt af deres liv, at kløen bliver kronisk og fortsætter uafbrudt i mere end en måned.

Ud over at være irriterende kan kløe også føre til søvnmangel og depression og påvirke livskvaliteten lige så alvorligt som smerter. Men i de senere år har forskerne oprustet deres kamp mod kløe, og blandt de nye effektive våben er en genetisk saks, der klipper nervesignalerne over.

Muterede mus føler aldrig kløe

Genetikeren Zhou-Feng Chen var den første, som i 2007 kunne fastslå med sikkerhed, at smerte og kløe er to forskellige følelser. I sit laboratorium på Washington University i USA studerede han nogle mus, hvor en genetisk mutation havde sat et protein i dyrenes rygmarv ud af kraft.

Proteinet, GRPR, sørger for, at nervesignalerne fra en bestemt type nerver i huden kan blive ekspederet videre og nå hele vejen op til hjernen. I de muterede mus nåede nervesignalerne derfor ikke længere end til rygmarven, og det havde en markant effekt.

Når Chen udsatte mutanterne for smertefulde behandlinger som fx at stikke dem med en spids genstand under poterne, reagerede de fuldstændig normalt og forsøgte at undvige den smertefulde behandling. Men når forskeren i stedet smurte musene med kemikalier, der normalt får det til at klø, fremkaldte det stort set ingen reaktion i de muterede mus.

Eftersom de muterede mus ikke kunne mærke, når det kløede, må kløe altså blive registreret af de følenerver, som benytter sig af GRPR i rygmarven. Men da mutanterne derimod godt kunne føle smerte, kan smertesansen ikke benytte sig af de samme nervebaner.

Evnen til at føle smerte og kløe er med andre ord to forskellige sanser.

Selvom kløens og smertens nervesignaler løber gennem forskellige nervebaner på vej op til hjernen, opfører de sig ved ankomsten på samme bemærkelsesværdige måde. Begge slags nervesignaler fungerer som en form for alarm, der sætter stort set hele hjernen på overarbejde, og derved adskiller kløe og smerte sig fra vores andre sanser.

Hvis man fx lader hånden glide gennem bløde græsstrå, bliver berøringen registreret af følenerver, som sender besked direkte til følecenteret i hjernen. Herefter sker der i realiteten ikke mere, medmindre pandelapperne beslutter sig for, at vi skal reagere på en bestemt måde.

Men hvis hånden på sin vej gennem græsset pludselig kommer i berøring med en brændenælde, aktiveres kløenerverne, og når deres nervesignaler rammer hjernen, starter det en kaskade af reaktioner.

Følecenteret erkender i første omgang fornemmelsen af kløe, men inden pandelapperne bliver bevidste om det, påvirker kløenerverne direkte andre dele af hjernen, så humøret dykker, stressniveauet stiger, og vi får en instinktiv trang til at klø os for at dæmpe den ubehagelige fornemmelse.

Formålet med kløe er, ligesom smerte, at få os til lynhurtigt og uden at tænke over det at trække hånden væk fra brændenælderne, så irritation, rødmen og blæredannelser på huden begrænses – og vi undgår at stikke hånden i nælderne en anden gang.

Immunforsvaret får det til at klø

Når brændenælder og myggestik udløser kløe, skyldes det giftstoffer i nældens fine kirtelhår og myggens spyt. Giftstofferne aktiverer immunforsvaret, som mobiliserer hele sin hær af hvide blodlegemer, så de kan uskadeliggøre giftstofferne.

Forsvarsaktionen koordineres ved, at immuncellerne og kroppens øvrige celler kommunikerer med hinanden ved hjælp af kemiske signalmolekyler. Et af dem er histamin, og det spiller en central rolle for kløe.

På spidsen af kløenerverne ude i huden sidder der receptorer, som kan genkende og binde sig til histamin. Når det sker, udløser det et nervesignal til hjernen, som gør os opmærksom på, at det klør. Dermed bliver vi alarmeret om, at vi er kommet til skade.

Samspillet mellem histamin og følenervernes histaminreceptor gør det let for forskerne at studere kløe. De kan blot smøre histamin på huden af dyr eller mennesker og eksempelvis undersøge, hvor hurtigt kløen opstår og forsvinder igen, eller hvordan kløens intensitet afhænger af mængden af histamin.

Derudover har det også givet mulighed for at udvikle medicin mod kløe. Mange kløestillende midler er netop såkaldte antihistaminer, der blokerer kløenervernes receptorer, så de ikke kan reagere på histamin.

Kløe har to forskellige ansigter

Antihistaminer virker imidlertid kun mod den akutte kløe, som udløses af ydre påvirkninger. Vi kan også få en fundamentalt anderledes form for kløe, den kroniske.

Kronisk kløe opstår fx i forbindelse med psoriasis eller eksem og kan vare i månedsvis. Kløen lindres ikke af antihistaminer, og årsagen til det er, at den udløses af en anden type kløenerver.

Vi har to slags kløenerver i huden. Den ene slags er de akutte kløenerver med histaminreceptorer i nerveenderne, mens den anden, de kroniske kløenerver, er udstyret med flere forskellige receptorer, der binder sig til hver sin type af stoffer.

Fløjlsbønne klipper i kløenerverne

De stoffer, som aktiverer receptorerne i de kroniske kløenerver, dannes typisk i forbindelse med sygdom. Visse leversygdomme får eksempelvis galdesyrer til at ophobe sig i kroppen, og de binder sig til såkaldte TGR5-receptorer på de kroniske kløenerver.

Når underliggende sygdom aktiverer disse receptorer, får hjernen besked om, at det klør på huden, selvom sygdommen slet ikke er relateret til huden. Og kløen vil fortsætte, så længe sygdommen står på.

For kvinden, der kradsede hul i kraniet, var kløetrangen så stærk, at hun kradsede såret op i søvne trods flere lag bandage. Først da hun blev udstyret med en hjelm og fik bundet hænderne fast til sengen om natten, lykkedes det at få et stykke transplanteret hud til at gro fast.

Kronisk kløe er sværere at studere for forskerne end den akutte kløe, fordi den udløses af mere komplekse stoffer end histamin. Men neurologen Robert LaMotte fra Yale University i USA har udviklet et effektivt værktøj til at studere den.

LaMotte brugte planten fløjlsbønne, hvis sylespidse kirtelhår indeholder en såkaldt protease, dvs. et enzym, der klipper proteiner i stykker. Enzymet i fløjlsbønne har særligt appetit på en af de receptorer, der sidder på de kroniske kløenerver, og gnaver bogstavelig talt i receptoren, så der udløses et nervesignal.

Med en pincet tog LaMotte de små kirtelhår og prikkede dem en brøkdel af en millimeter ind i huden på sine forsøgspersoner. Undersøgelserne viste, at kløen steg til maksimal styrke i løbet af to minutter og derefter faldt gradvist, indtil den knap kunne mærkes efter 15 minutter.

Kronisk kløe er altså i princippet akut og forsvinder hurtigt igen, men det sker desværre ikke, når kløen skyldes sygdom, fordi kroppen så bliver ved med at producere de kløefremkaldende stoffer.

Gensaks slukker for et kløegen

Den nye viden om kløe har givet forskerne mulighed for at udvikle mere effektive lægemidler. Den mest lovende nye behandling, der er i støbeskeen, vil kunne lindre alle former for kløe. Behandlingen retter sig imod et bestemt protein, Nav1.9, der er nødvendigt, for at kløenerverne kan affyre deres nervesignaler.

I 2018 satte biokemikeren Frank Bosmans fra Ghent University i Belgien genet bag Nav1.9 ud af kraft hos mus ved hjælp af genteknologi. Resultatet var, at musene stort set ikke kradsede sig, når de blev udsat for kløefremkaldende stoffer.

Hos mennesker går det ikke an at ændre permanent ved evnen til at føle kløe. Cellebiologerne Joshua Rosenthal og Juan Diaz Quiroz fra The University of Chicago i USA arbejder derfor nu på en variant af Bosmans metode.

I stedet for at pille ved genets dna som hos musene vil forskerne udvikle en salve, der ændrer genets rna. Rna, der bruges til at lave Nav1.9-proteinet, dannes kun, når genet er aktivt.

Forskernes strategi er at udvikle en salve, som er baseret på det revolutionerende genværktøj CRISPR. Når man smører den kløende hud ind i den specielle salve, går gensaksen målrettet i gang med at klippe rna fra Nav1.9-genet i stykker, og resultatet er, at kløenerverne ikke kan sende signaler til hjernen, indtil cremen er vasket bort efter nogle dage.

Hvis det går, som forskerne håber, vil ingen længere behøve at kradse sig selv til blods på grund af ulidelig kløe.

*Denne artikel blev første gang udgivet i 2021