Nyset er kroppens yderste forsvarslinje

Et nys er en refleks

Næsens portvagter – dem, der sætter det hele i gang – er cilierne, også kendt som fimrehårene. Når en peberflig eller pollenpartikel trænger ind i næseboret, vibrerer de og aktiverer ansigtets følenerve, trigeminus-nerven også kendt som trillingenerven.

Den galopperer et signal op til hjernens nysereflekscenter i hjernestammen, som straks langer en ordre ud til ansigts-, hals- og brystmusklerne: Nys nu!

Det hele foregår reflektorisk i det autonome nervesystem, dvs. uden at vi tænker over det. For et nys er netop en refleks eller en automatisk reaktion på en sansepåvirkning.

ACHOO: Lys kan føre til nys

Reflekser har efter alt at dømme også en finger med i spillet, når vi nyser efter at være blevet udsat for et pludseligt, stærkt lys. Det kan ske ske for ca. hver fjerde af os og særligt, når vi kommer fra et mørkt sted.

Syndromet hedder ACHOO (Autosomal Dominant Compelling Helioopthalmic Outburst) eller fotisk lysrefleks, og selvom det ikke står fuldstændig klart for eksperterne, så mener man, at der er tale om en sammenblanding af nervesignaler fra nyse- og pupilrefleksen.

Nervebanerne for de to reflekser ligger så tæt op ad hinanden, at nervesignalerne har mulighed for at blande sig sammen. Når øjet er udsat for stærkt lys, løber et nervesignal op til hjernen for at få pupillen til at trække sig sammen. Men hos folk med ACHOO tager signalet en omvej via en forkert nervebane og løber igennem nysereflekscentret på vejen. Det fører til nys.

Der findes dog også dem, der mener, at solnyset – som er arveligt – ikke bare skyldes en biologisk fejl, men kan være forbundet til et særligt gen. Men man har ikke lokaliseret det endnu.

Sådan udløser lys en serie af nys:

Ifølge den mest gængse teori sker der en kortslutning mellem kraniets dårligt isolerede nervebaner. Se forklaringen her.

Nys bærer snotpartikler via slimsky

Uanset om man taler om et solnys eller et almindeligt nys, så står det klart, at nys også er smittebærere, der kan fragte patogener fra person til person.

På Massachusetts Institute of Technology (MIT) har forskere udviklet en matematisk model for nys og har opdaget, at den såkaldte “nysesky” er med til at bære særligt de små snotdråber længere, end de ville kunne flyve på egen hånd.

Små snotdråber bæres hele ca. 8 meter væk på ryggen af en nysesky, mens større dråber lander op til 2 meter fra et eksploderende ansigt.

Se et nys sprede slimdråber i superslow:

Snotdråberne svæver på nyseskyen og søger oftest opad, hvilket får dem suget ind i ventilationssystemer i fx kontorer, hospitaler og passagerfly.

For at nyset skal smitte, kræver det naturligvis, at nyseren er inficeret. Men hvis det er tilfældet, er risikoen til gengæld stor. Mange virus- og bakterieinfektioner, heriblandt influenza og forkølelse, smitter nemlig gennem dråbekontakt.

Og specielt børn og unge kan smitte andre, helt op til en uge før sygdommen bryder ud hos dem selv.