Nyt plaster mindsker allergi over for jordnødder

Forskere har udviklet et lille plaster til huden, der kan få svære allergiske reaktioner over for jordnødder til at forsvinde.

Plasteret er ikke større end en mønt og kan sidde på fx armen.

© DBV Technologies

Ca. 1 ud af 150-200 af danskere har allergi over for jordnødder, der på trods af deres undseelige udseende kan være skyld i livsfarlige anfald.

Indtil nu har der ikke været nogen medicin mod jordnøddeallergi, men forskere fra firmaet DBV Technologies har nu udviklet et lille plaster, som virker mod netop denne allergi.

Børn kan tåle 10 gange mere

Plasteret har lige bestået fase 2 i godkendelsesprocessen af ny medicin, som betyder, at den er blevet afprøvet på en begrænset antal allergikere.

En bunke af de små plastre.

© DBV Technologies

Forsøget med plasteret viste, at 83% af børn mellem 6 og 11 år kunne spise 1 gram jordnødder uden at få en allergisk reaktion – hvis de havde båret plasteret i 3 år.

Det ene gram jordnødder lyder måske ikke af meget, men det er 10 gange mere end forsøgsdeltagerne kunne tåle, første gang de deltog i forsøget.

Kan udbredes til æg og mælk

Plasteret er sprayet med en lille smule jordnøddeprotein.

Fordelen ved plasteret er, at jordnøddeallergenet – det stof, der frembringer den allergiske reaktion – ikke kommer ud i blodbanen, men vil finde vej til immunsystemet hos bæreren af plasteret.

Og behandlingen går netop ud på at udsætte immunsystemet for små kontrollerede mængder af allergener.

Firmaet bag arbejder også på at lave et plaster mod andre udbredte madallergier som bl.a. mælk og æg.