Synet er en forunderlig sans. De fleste mennesker betragter den som uundværlig, og der findes en række hjælpemidler til dem, der har problemer med synet: kontaktlinser, briller og operationer.
Ser man på dyrene, er det derimod kun en tredjedel, der kan se. En anden tredjedel kan skelne mellem nuancer af lys og mørke, mens den sidste tredjedel er blinde. Men øjne er rent evolutionsmæssigt tilsyneladende ikke så svære at udvikle.
Der findes mindst 100 varianter af øjne i naturen, der alle fungerer ved hjælp af de samme grundlæggende mekanismer – lysfølsomme molekyler indsat i nerveceller. Men det overordnede udseende og funktionen af øjnene findes i mange forskellige udgaver.
Vores øjne fungerer som antenner
Nogle blinde og lysfølsomme dyr har tilsyneladende anlæggene til at udvikle øjne, og det kan undre, at de ikke har taget dem i brug. Nogle forskere mener, at det er, fordi synet kræver meget energi, og dyrene derfor “sparer” øjnene væk.
Måske er det heller ikke så stor en gevinst at have øjne, der kan se, hvis man ikke samtidig har en veludviklet hjerne til at fortolke synsindtrykkene.
Vores øjne er nemlig som antenner. Antenner kræver som bekendt et fjernsyn, der kan oversætte signalerne til tv-programmer. På samme måde er det vores hjerne, der er ansvarlig for at samle vores synsindtryk til et billede med farver og detaljer.
Øjet indeholder to slags synsceller: stave (røde pinde) og tappe (brune pinde). Stavene er de mest lysfølsomme og registrerer lys og mørke. Tappene findes i tre udgaver, der registrerer hhv. rødt, grønt og blåt lys. De kan tilsammen lave en hvilken som helst farve og sætter kulør på de sort-hvide billeder, stavene sender til hjernen. I svag belysning som fx om natten er lyset mange millioner gange svagere end om dagen. Ved kun at bruge de lysfølsomme stave bruger øjet lyset mest effektivt frem for at skulle dele lyset mellem de tre farvereceptorer. Det betyder, at vi om natten kun ser verden i sort-hvid.
Mellem en tredjedel og halvdelen af vores hjerne bruges til at forarbejde og fortolke synsindtryk. Det billede, der sendes fra øjnene til hjernen, vender både på hovedet og har et hul i midten.
Der, hvor synsnerven forlader øjet, er der ingen nerveceller, som kan modtage synsindtryk, og derfor har vi en blind plet midt i øjet.
Ud fra det mangelfulde billede beslutter hjernen, hvad den tror, den ser, og fylder hullet fra den blinde plet ud. Samtidig vender den billedet om igen.
Synet er en personlig sans, der styres af hjernen, som selv styres af erfaringer og interesser. Derfor findes der ikke to mennesker, som ser præcis det samme.
Pletter for øjnene
Mange oplever pletter for øjnene, når de ser op på en lys, jævn baggrund, fx en blå himmel. Pletterne skyldes små rester af bindevæv i den gennemsigtige, geléagtige masse, der fylder øjet ud og giver det dets form – kaldet glaslegemet. Det består af 99 pct. vand og lidt bindevæv.
