Jan Bondeson

Siamesiske tvillinger blev gift og fik børn

FRA ARKIVERNE: De havde to hjerter, fire arme og ét sæt kønsorganer. Men det var ingen hindring for tvillingerne Giacomo og Giovanni Baptista, der efter sigende både blev gift og fik børn – med to forskellige kvinder.

Da den 19-årige Maria Luigia Mezzanrosa om morgenen den 4. oktober 1877 begyndte at få veer, havde ingen fore­stillet sig, at hendes afkom ville være verdensberømt de næste 20 år.

Men tvillingerne Giacomo og Giovanni Baptista var noget usædvanlige. De havde to hoveder og fire arme, én underkrop og ét sæt ben.

Brødrene Giovanni og Giacomo Tocci havde fælles krop fra navlen og ned, men levede som to individuelle personer.

© Jan Bondeson

De fleste læger i 1800-tallet interesserede sig for anatomi. Vanskabninger blev grundigt studeret, lige fra tohovedede kyllinger til seksbenede kalve og siamesiske tvillinger − de mest fascinerende og skræmmende væsner af dem alle.

Udelt æg skabte Tocci-brødrene

Siamesiske tvillinger er en ekstrem form for enæggede tvillinger. Fænomenet opstår, når et æg, der egentlig skulle have delt sig i to adskilte dele, af en eller anden grund alligevel ikke går helt fra hinanden. Resultatet er to børn, der er sammenvoksede eller har fælles organer i større eller mindre grad.

Hverken Maria eller hendes mand, Giovanni Tocci, var specielt interesserede i de ­medicinske aspekter ved deres børn. De så mere på muligheden for at tjene penge på dem.

Blev udstillet i Torino

Tvillingerne var kun en måned gamle, da Giovanni tog dem med til Torino for at udstille dem. Her blev de for første gang undersøgt af lægevidenskaben i form af to professorer fra Torinos medicinske akademi, som efter at have betalt en passende sum fandt ud af, at tvillingerne havde hver deres hjerte og lunger.

Senere iagttagelser viste, at de også måtte have hver sin mave, men dertil kun et sæt tarme, et sæt kønsorganer og en tarmåbning.

Artiklen fortsætter under billedet.

Tocci-tvillingerne blev ­markedsført og udstillet af deres forældre, som fra 1877 til 1897 ­tjente ­mange penge på deres ­“tohovedede dreng”.

Trak sig tilbage og stiftede familie

I de næste 20 år rejste deres forældre rundt i Europa og USA med Tocci-tvillingerne. Drengene tjente mange penge, men da de fyldte 20, havde de fået nok af at blive vist frem.

De købte et hus i Venedig og trak sig så meget ud af rampelyset, at det ikke vides med sikkerhed, hvad der senere skete med dem, eller hvornår de døde.

De skal dog have giftet sig – med to forskellige kvinder – og det siges også, at de fik børn.

Giovanni og Maria Tocci fik også velskabte børn. På ­fotoet ses en af deres døtre.