Demodex folliculorum

Sultne mider parrer sig på dit ansigt hver nat

De sidder på størstedelen af klodens befolkning og bruger vores ansigt som både bopæl og dobbeltseng. I en ny undersøgelse har forskere nærstuderet ansigtsmiden demodex folliculorum og afsløret én af hemmelighederne bag deres tætte forhold til mennesker.

De sidder på størstedelen af klodens befolkning og bruger vores ansigt som både bopæl og dobbeltseng. I en ny undersøgelse har forskere nærstuderet ansigtsmiden demodex folliculorum og afsløret én af hemmelighederne bag deres tætte forhold til mennesker.

Shutterstock

Om dagen lever de en stilfærdig tilværelse i dine hårsække og talgkirtler, hvor de mæsker sig i døde hudceller og fedt.

Men når mørket sænker sig, kryber de op fra deres skjul i hobetal og begynder at parre sig på alt fra din pande til din næsetip.

Det lyder måske som lidt af en gyser, men ikke desto mindre er det den skinbarlige virkelighed. Omkring 90 procent af verdens befolkning er bopæl for ansigtsmiden Demodex folliculorum, som lever hele sin tilværelse - fra fødsel til død - i vores ansigts sved.

Og nu har forskere for første gang undersøgt arvemassen for det kun 0,4 millimeter lange væsen og opdaget, at miderne, ved hjælp af små genetiske ændringer der aldrig er set hos lignende arter, er ved at blive ét med mennesket.

Demodex folliculorum under mikroskop

Om dagen bor D. Folliculorum i vores talgkirtler, hvor den lever af fedt og døde hudceller. Her ses et mikroskopbillede af miden på menneskehud.

© UNIVERSITY OF READING

Lever luksuriøs tilværelse

I den nye undersøgelse nærstuderede forskerne arvemassen hos det lille ottebenede kræ og opdagede, at det klarer sig med et minimum af proteiner og dermed også gener. Faktisk så få at det er det laveste antal der hidtil er set hos insekter, krebsdyr eller edderkopper.

Forskerne mener, at det sparsomme antal gener er resultatet af midernes beskyttede tilværelse i vores fedtede kirtler, hvor de hverken bliver jagtet af andre arter eller møder konkurrence. Derfor er deres arvemasse barberet ned til det helt essentielle.

På den måde afslører undersøgelsen, ifølge forskerne, at miderne er ved at udvikle sig fra at være en såkaldt ektoparasit - en snylter, der lever uden for værtsdyret - til en organisme, der lever i symbiose med sit værtsdyr - en såkaldt symbiont. De er altså ved at fusionere med os.

© STEVE GSCHMEISSNER/Science Photo Library

Din hud er levende

Du ser på din hud hver dag, men når forskerne zoomer ind, åbner der sig et landskab, hvor sveden er søer, hårsækkene er kløfter, og beboerne er sultne mider. Se billederne her.

Næste stop: Udryddelse

Det sparsomme antal gener er også årsagen til nogle af midernes andre mærkværdigheder. For eksempel kravler de først frem om natten, fordi de har mistet de gener, der skal beskytte dem mod UV-stråling.

De har også mistet evnen til at producere hormonet melatonin, der regulerer søvn hos mennesker og reproduktion hos hvirvelløse dyr. Men det problem løser de ved at stjæle hormonet fra vores hud, hvor det også udskilles.

Og selvom midernes genetiske ændringer umiddelbart lyder smarte, mener forskerne, at de kan have en alvorlig bagside. Des flere gener, de mister, des mere afhængige bliver de af os.

Mikroskopbillede af anus på demodex folliculorum

I årevis har forskere ment, at D. folliculorum ikke har en anus, og at afføringen i stedet ophobede sig inde i dyret og spredte sig på vores ansigt, når miden døde. Men i den nye undersøgelse opdagede forskerne, at D. folliculorum rent faktisk har et lille numsehul, som kan ses for enden af pilen.

© University of Reading

I sidste ende frygter forskerne, at deres isolerede tilværelse på vores ansigter og dertilhørende indavl kan sætte D. folliculorum på kurs mod udryddelse. Og det kan faktisk være dårligt nyt for både os og miderne.

"Mider har fået skylden for mange ting. Det lange samspil med mennesker tyder på, at de også kan udføre simple men gavnlige opgaver, for eksempel at sørge for, at porerne i vores ansigt ikke er tilstoppede," lyder det fra den ene af forskerne bag undersøgelsen Dr Henk Braig fra Bangor University i Englang.