Shutterstock

Top 5: Hvilket organ er det tungeste?

Leveren og hjernen er, så vidt jeg ved, nogle af de største organer, vi har, men hvilket er egentlig det tungeste – er det et af dem eller noget helt tredje?

1. Huden

hvid_hud_formål
© Shutterstock

6000 g

Huden dækker et areal, der varierer fra person til person, men måler i gennemsnit 2 m2. Samtidig findes der forskellige tolkninger af, hvor mange lag der er en del af huden. Derfor varierer estimater af hudens vægt fra 3 kg helt op til næsten 9 kg.

2. Leveren

1600 g

Leveren er kroppens biokemiske fabrik. Den opbygger bl.a. proteiner, der transporterer fedt rundt i kroppen, lagrer druesukker og nedbryder affaldsstoffer; fx omdanner leveren giftig ammoniak til urinstoffet urea, som skylles ud af kroppen med urin.

3. Hjernen

© Shutterstock

1400 g

Vores tænkende organ er det fedeste i kroppen. Hvis vi trækker vandet – 75 procent af den samlede vægt – fra og ser på dens bestanddele, består hele 60 procent af fedt, mens de resterende 40 procent er proteiner, kulhydrater og salte.

4. Lungerne

800 g

Lungerne står for at ilte blodet og opsamle kuldioxid, så vi kan ånde den ud af kroppen. Den højre lunge er lidt bredere end den venstre, som skal give plads til hjertet. Til gengæld er den højre lunge kortere end den venstre, fordi leveren sidder nedenunder.

5. Hjertet

© Claus Lunau

300 g

Den kraftige muskel i brysthulen, som pumper blodet rundt i kroppen, er på størrelse med en knyttet hånd. Vægten varierer mellem ca. 230 og 380 g, og mænds hjerter er typisk tungere end kvinders. Hjertet udgør omtrent 0,45 procent af kropsvægten.