INAH/Ivan Ṡprajc
Laserkort over nyopdaget Maya-by

Laser-målinger har afsløret glemt Maya-by

Moderne teknologi har afsløret et nyt vidunder fra oldtiden. I en afsides del af Mexico har forskerne for nylig fundet spor efter en stor Maya-by med pyramider.

Dybt inde i Campeche-reservatet i det sydøstlige Mexico har arkæologer fundet en hidtil uopdaget Maya-by.

Byen strækker sig over et område på hele 50 hektar, men er alligevel først kommet på forskernes radar nu på grund af avanceret laser-teknologi.

Det var nemlig fly udstyret med såkaldte lidar-sensorer, som først fik øje på den "monumentale by", afslører Mexicos Nationale Institut for Antropologi og Historie (INAH) i en pressemeddelelse.

Lidar-teknologien er udviklet til at kortlægge store områder med høj præcision.

Målingen sker ved, at laserstråler sendes ud i forskellige retninger. Afstanden til et givent sted kan derefter udregnes ud fra, hvor lang tid det tager for lysstrålen at ramme et objekt og blive sendt tilbage til måleren.

Mange tusinder afstandsmålinger kan kombineres til et kort, der viser højdeforskellene i et stort område.

Det var under sådan en måling over Yucatan-halvøen på Mexicos østkyst, at den glemte Maya-by dukkede op på radaren.

Spor efter pyramider

Efter lidar-målingerne havde afsløret et stort ukendt område, der bar spor efter bygninger, drog et hold arkæologer under ledelse af Ivan Ṡprajc afsted.

Og de har fundet masser af ting, som formentlig kan gøre dem klogere på Maya-kulturen, der strakte sig over næsten fire årtusinder fra 2.000 f.Kr. til spaniernes blodige erobring af Syd- og Mellemamerika i slutningen af 1600-tallet.

Den nyopdagede by har fået navnet Ocomtún efter sine mest prominente bygningsværker - det betyder 'stensøjler' og referer til de 15-meter høje strukturer, som formentlig har været indgange til to pyramiders øvre etager ifølge Ivan Ṡprajc.

Arkæologen anslår, at byen har været "et vigtigt regionalt center, sandsynligvis i den klassiske periode" (fra omkring år 250 - 1000 e.Kr.).

Selv er Ṡprajc mest forbavset over placeringen for den store oldtidsby:

"Den største overraskelse viste sig at være fundets beliggenhed på en 'halvø' af højt terræn, omgivet af udstrakte vådområder. Dets monumentale kerne strækker sig over mere end 50 hektar og har forskellige store bygninger, herunder adskillige pyramide-strukturer på mere end 15 meter i højden," udtaler den ledende arkæolog i INAH's pressemeddelelse.

Forskerne fortsætter med at lede efter spor fra de gamle mayaer ved Ocomtún, ligesom de breder søgningen ud i nærområdet.

De har allerede fundet to andre bosættelser - Nadzcaan, 32 km mod sydøst, og Chactún, 50 km i samme retning.