Ginny er bare 15 år, da hun bliver indlagt på et hospice i Buffalo, New York, med en uhelbredelig kræftsvulst i hjernen.
Mens hun mærker døden komme nærmere, får hun besøg af en uventet gæst. Selveste Gud stiger ned fra himlen og taler til hende.
Han er gammel og ser rar ud, og han lover hende, at hun snart kommer til at bo i et smukt slot sammen med hele sin familie.
Samtalen beroliger Ginny, og hun forliger sig med sin snarlige død.
Hun kalder på sin mor og fortæller om sit syn.
Derefter beder hun om at få sine finger- og tånegle malet i en farve, der matcher den kjole, hun ville have på i kisten. Og så går hun bort.
80 pct. af døende patienter har ifølge en undersøgelse drømmesyn, når de nærmer sig døden.
Ginny er langtfra den eneste, som har haft livagtige visioner ved livets afslutning.
En række undersøgelser fra forskellige lande viser, at mange døende patienter har haft lignende drømmesyn i dagene eller ugerne op til deres sidste åndedrag. I et japansk forskningsprojekt fortalte 20 procent af de døende patienter om drømmesyn, mens tallet var oppe på 40 procent i en undersøgelse lavet i Moldova.
Enkelte undersøgelser tyder sågar på, at tallet er langt højere – helt op mod 80 procent.
Mange patienter er tilbageholdende med at fortælle om deres syner. De er bange for at blive vurderet som skøre af både pårørende og sundhedspersonale.
Men eksperter på området beklager tabuiseringen. Forskningen tyder nemlig på, at drømmesynene ikke blot bringer glæde og håb hos den døende på livets sidste rejse.
VIDEO: Se 15-årige Ginny fortælle om et møde med sin afdøde tante i et drømmesyn
Den dødssyge Ginny fortæller om sit første drømmesyn til lægen Christopher Kerr og forklarer, hvordan mødet med hendes afdøde tante gav hende tryghed i den svære tid.
De klæder også de pårørende på til at bearbejde sorgen, der følger med.
Drømme kan skyldes iltmangel
Drømmesyn på dødslejet betegnes videnskabeligt som “end-of-life dreams and visions”, forkortet ELDV’er.
Den britiske videnskabsmand sir William Fletcher Barrett beskrev fænomenet første gang i 1926.
Hans kone var fødselslæge og havde flere gange oplevet kvinder, der berettede om gensynet med afdøde slægtninge, kort før de døde i barselssengen.
Lettiske Karlis Osis og islandske Erlendur Haraldsson er såkaldte parapsykologer, en betegnelse for et kontroversielt fagområde for undersøgelser af bl.a. drømmesyn og paranormale oplevelser, som er svære at studere med veletablerede videnskabelige metoder.
Op gennem 1950’erne indsamlede de flere tusind beretninger om ELDV’er fra sundhedspersonale i USA og Indien.
Og det stod hurtigt klart, at drømmesynene ikke var en bivirkning af medicin eller et resultat af febervildelser.
Faktisk viser forskerne bag en amerikansk undersøgelse fra 2014, at drømmesynene forekommer hos patienter, som har en helt klar bevidsthed og faktisk et særligt skarpsyn og klarhed om, hvad der sker i deres omgivelser.
Den dag i dag ved man ikke, hvorfor så mange døende mennesker oplever positive drømme eller visioner.
Nogle forskere mener, at visionerne skyldes iltmangel i hjernen eller er en reaktion på stress.
Døden giver vilde drømme og visioner
Drømmesyn på dødslejet kommer i mange forskellige variationer. De fleste fylder den døende med fred og lykke, men drømmene kan også udvikle sig til ubehagelige hallucinationer.
1. Livagtige drømmesyn
Dødssyge patienter kan have livagtige drømme under søvnen eller sågar visioner i vågen tilstand. Synene inkluderer ofte besøg fra afdøde slægtninge eller kæledyr og er typisk fredfyldte og harmoniske.
2. Hyppige hallucinationer
Hos dødeligt syge kan hjernens funktioner svigte, så der opstår en forvirringstilstand. Tilstanden medfører, at patienten oplever voldsomme hallucinationer af fx monstre og spøgelser, både når de sover og er vågne.
3. Fredfyldte nærdødsoplevelser
Omkring ti procent af alle mennesker har haft en nærdødsoplevelse. Fænomenet viser sig typisk som et kraftigt, hvidt lys og en oplevelse af kortvarigt at forlade sin egen krop. For de fleste giver nærdødsoplevelser en intens følelse af fred og lykke.
Den amerikanske læge Christopher Kerr en af verdens førende forskere inden for døende menneskers drømmesyn.
Han arbejder på Center for Hospice & Palliative Care i Buffalo, New York, og har dokumenteret mere end 1500 ELDV’er gennem sin karriere.
Og Christopher Kerrs konklusion er klar:
De mystiske og livagtige drømme og visioner nær livets afslutning har oftest en beroligende og behagelig effekt på de døende og fylder dem med både glæde og begejstring.
Tanten bad Ginny følge med til et smukt slot, der var fyldt med varme og lys.
Desuden smitter de positive dødsdømme også af på de pårørende, når de får dem genfortalt.
Afdød tante fjernede frygten
Den kræftsyge Ginny tilbragte sin sidste tid sammen med sin familie og lægen Christopher Kerr på hans hospice i Buffalo.
Og for både Ginny og hendes familie blev de livagtige dødsdrømme et værktøj, som hjalp dem til at acceptere døden og bearbejde den efterfølgende sorg.
Samtalen med Gud var langtfra den eneste ELDV, Ginny oplevede i løbet af sin kræftsygdom.
Det første drømmesyn kom til hende, da hun fik undersøgt sin hjernesvulst i en MRI-skanner.
Ginny var i dyb søvn, da hendes afdøde tante pludselig viste sig for hende ved sengelejet. Tanten bad Ginny følge med til et smukt slot, der var fyldt med varme og lys.
For første gang siden dødsdommen, følte den unge pige sig tryg og frem for alt ikke alene.
I de følgende måneder havde Ginny mange lignende ELDV’er.
Selvom kræftsygdommen kun blev værre og værre, beroligede drømmesynene den døende pige, så frygten for døden til slut forduftede.
40 procent af 500 adspurgte pårørende til døde familiemedlemmer oplevede, at deres kære havde drømmesyn op til døden, viser en undersøgelse.
Ginny er langtfra den eneste, der finder trøst i drømmene op til døden.
I 2019 offentliggjorde Christopher Kerr en undersøgelse med beretninger om ELDV’er fra i alt 70 døende patienter.
Alle var patienter på Christopher Kerrs hospice i Buffalo.
Halvdelen af patienterne oplevede mindst én drøm eller vision under forløbet.
Sammenlignet med den anden halvdel, som ikke havde haft ELDV’er, var de markant bedre til at tackle udfordringerne, stressen og den traumatiske følelse af at skulle dø.
To år senere slog Kerr fast i en ny undersøgelse, at også de pårørende finder trøst i drømmesynene.
Lægen spurgte ind til drømmesyn hos i alt 500 personer, som havde passet deres døende forældre, ægtefæller eller samlevere.
40 procent af de adspurgte svarede, at deres syge familiemedlem havde fortalt dem om livagtige ELDV’er op til døden.
Christopher Kerr arbejder som læge på Center for Hospice & Palliative Care i Buffalo, USA, og har dokumenteret over 1500 drømmesyn hos sine døende patienter gennem karrieren.
Undersøgelsen viste, at den afdødes fortællinger om ELDV’erne overvejende havde en positiv indflydelse på, hvordan de efterfølgende bearbejdede tabet af deres kære.
De efterladte mente fx, at de afdøde var blevet trøstet og havde haft en blidere udgang på livet som et resultat af drømmesynene. Og derfor kunne de sørgende bedre acceptere deres tab og komme lettere gennem sorgprocessen end efterladte til afdøde, som ikke havde oplevet og genfortalt om synene.
De livagtige drømmesyn kan dog også have en negativ effekt på både den døende og de pårørende, for selvom langt de fleste beskriver ELDV’er som positive og livsbekræftende, oplever nogle af de døende visionerne som skræmmende.
Og når ELDV’erne blev oplevet som negative, var tabet af den afdøde markant sværere at bearbejde for de pårørende.
Drømme tænder og slukker for hjernen
Når vi drømmer, skruer hjernen kraftigt op (rød) for aktiviteten i de områder, der står for følelser, billeder og opmærksomhed. Til gengæld lukker den ned (blå) for fornuften, så drømmene bliver absurde.
Indre billeder opstår ud af det blå
Når vi drømmer, aktiveres hjernens synscenter (rød), selvom det ikke modtager nervesignaler fra øjnene. Aktiviteten skaber indre billeder så detaljerede og farverige, at de fuldstændig minder om ægte synsindtryk.
Dansende dyr dukker op
Aktiviteten falder i dele af isselappen og posterior cingulate cortex (blå), som er med til at skabe sammenhæng mellem genstandes form og funktion. Det giver absurde oplevelser af fx dansende dyr eller samtaler med Gud.
Forhjernen giver glæde og nærvær
Øget aktivitet i den basale forhjerne og amygdala (rød) stimulerer opmærksomheden og følelserne. Derved opleves drømmene meget realistiske og harmoniske med mange positive følelser, så man fyldes af en dybtfølt glæde.
Christopher Kerr er ikke den eneste, som forsøger at blive klogere på de mystiske drømmesyn på dødslejet.
Den svenske læge Stina Nyblom fra Göteborg Universitet udgav i 2021 en rapport med beretninger om intense drømmesyn hos dødssyge patienter genfortalt til hende af sundhedsfagligt personale.
I alt 18 læger og sygeplejersker på fire forskellige hospicer deltog i undersøgelsen, og 15 af de medvirkende bekræftede, at flere af deres patienter havde haft livagtige drømme og visioner frem til deres død.
Patienterne kunne detaljeret gøre rede for, hvordan begivenhederne i drømmene forløb, hvad personer i drømmene sagde til dem, og hvordan de var klædt.
En sygeplejerske fortalte om en gammel, gnaven mand, der pludselig lyste op i hospitalssengen og udbrød, “Se, der sidder min kone. Hun er her!”, mens han pegede ned mod fodenden.
Konen var død for længe siden, men visionen af gensynet gav ham troen på, at de skulle mødes igen, og han var glad, lige indtil han døde få dage senere.
Vi er nødt til at gøre døden mere menneskelig. Christopher Kerr, ekspert i dødsdrømme
Drømme giver døden mening
“Vi er nødt til at gøre døden mere menneskelig. Og det kræver, at vi ikke blot anerkender de processer, vi kan observere med vores egne øjne, men at vi også får en større indsigt i de følelser og oplevelser hos den døende patient,” skriver Christopher Kerr i sin bog, “Death Is But a Dream: Finding Hope and Meaning at Life’s End”, fra 2020.
Ved at tage fænomenet ELDV alvorligt og støtte op om patienterne, når de fortæller om deres drømmesyn, kan oplevelserne blive til gavn for både den døende og de pårørende.
For den kræftsyge Ginny gav de livagtige drømmesyn døden mening – både for hende selv og for hendes familie.
Samtalerne med Gud og den afdøde tante gjorde den 15-årige pige i stand til at slippe angsten og drage ud på livets sidste rejste med fred og ro i sindet.