Jaloux kvinde i baggrunden

Mænd og kvinder bliver jaloux af forskellige grunde

Jalousi fører sjældent noget godt med sig, men spiller en helt central rolle for parring og yngelpleje hos både dyr og mennesker. Af samme grund bliver mænd og kvinder jaloux af meget forskellige årsager.

Jalousi fører sjældent noget godt med sig, men spiller en helt central rolle for parring og yngelpleje hos både dyr og mennesker. Af samme grund bliver mænd og kvinder jaloux af meget forskellige årsager.

Shutterstock

Jalousi er altid en utidig følelse. Er din jalousi ubegrundet, vil din partner blive vred over at blive beskyldt for noget, som vedkommende ikke har gjort. Og er din jalousi begrundet, vil den desværre nok hverken gøre fra eller til over for en svigefuld partner.

Uanset hvad fører følelsen til smerte, ulykkelighed og parforholdsbrud, så hvad gør jalousi godt for?

Jalousi er et trekantsdrama

Først må vi have begrebet jalousi på plads, for der er forskel på at være misundelig og at være jaloux. Begge følelser bunder i, at vi vil have noget, som en anden har – eller som vi forestiller os, de får.

Men mens misundelse kan eksistere mellem to individer, kræver jalousi, at der mindst er tre parter involveret. Jeg kan misunde dig, at du ejer et lækkert hus, men jeg kan kun føle jalousi over for dig, hvis der findes en tredje part, som vi begge kæmper om.

Jill Byrnit

Jill Byrnit er forfatter og medforfatter til adskillige fagbøger og videnskabelige artikler om sociale relationer hos mennesker og andre primater.

© Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Jalousi skal evolutionært føre til handlinger, der tjener to formål: at holde mulige rivaler væk fra din partner og at sikre, at din partner bliver sammen med dig i stedet for at stikke af med en anden person.

Derfor er vi ofte aggressive over for andre mulige rivaler, og vi gør, hvad vi kan for fysisk at fastholde partneren eller fjerne rivaler.

Mange dyrearter, der har kønnet formering, opfører sig på den måde.

Ukønnet formering foregår uden befrugtning og er sjælden hos dyr, men vi kender den fra fx planter, hvor en enkelt celle kan dele sig i to identiske kopier.

Yngelpleje kræver ressourcer

Følelsen af jalousi er dog ikke bare en reaktion på trusler. Den kommer også, når vi forestiller os fremtidige smerter og problemer.

Uanset om vi taler mennesker, ulve eller gorillaer, handler jalousi om at bevare relationen til sin partner. Det lyder romantisk.

Men hvorfor flagrer vi ikke bare sorgløst mellem partnere som en sommerfugl fra blomst til blomst? Set fra et evolutionært perspektiv ville det jo give mere mening.

Svaret findes i sammenhængen mellem yngelpleje og artens sociale struktur.

Yngelpleje er ikke lige ressourcekrævende for alle dyrearter, og omsorgsopgaven kan være så stor eller kompleks, at den ikke blot kræver hjælp fra én, men flere voksne.

Naturlig selektion har derfor sørget for, at flere dyrearter opbygger livs- eller sæsonvarige parforhold.

Den sociale struktur ses ofte hos fuglearter, hvor ca. 90 pct. af alle arter er monogame. Mennesket minder meget om fugle, fordi vi enten direkte eller indirekte igennem børnebidrag er fælles om yngelplejen. Men det adskiller os fra andre pattedyr, hvor kun ca. 5 pct. af alle arter er monogame.

Vi reagerer forskelligt på jalousi

Meget taler også for, at den menneskelige yngelpleje længe har været så krævende, at begge køn i løbet af artens udviklingshistorie er blevet nødt til at udvikle en måde at være motiverede for at hjælpe hinanden.

Jalousi skal få dig til at handle på måder, der holder dine rivaler væk og får din partner til at glemme alt om seksuelle fristelser. Det er vigtigt i faste parforhold på tværs af dyreriget, da jaloux adfærd kan forhindre, at du tager dig af en rivals barn.

Tamariner
© Shutterstock

Egernaber bliver sammen

Små sydamerikanske egernaber ved navn tamariner (billedet) og marmosetter lever i familiegrupper med far, mor og børn og danner ofte par for livet. Det monogame forældrebånd fremmes ved, at forældrene typisk dyrker sex en gang om dagen.

Duer
© Shutterstock

Han-duer hjælper hunner

Duer er i stor stil monogame, og begge forældre hjælper med at bygge rede, beskytte æg og fodre ungerne. Fædrene bliver aggressive og mister parforholdsinteressen for hunner, som i forsøg har været sat sammen med andre hanner kort forinden.

Gibbonaber
© Shutterstock

Gibbonaber tolererer ikke rivaler

Gibbonaber er relativt tæt beslægtet med mennesket og er usædvanlige blandt aber ved at danne par. De er intolerante over for rivaler af samme køn – selv egne kønsmodne unger, der kun må blive i flokken, så længe de undlader at parre sig med andre.

Da kvinden er det køn, som befrugtes, og da befrugtning sker inde i hendes egen krop, så ved en kvinde altid, om hun er mor til barnet.

Faren har ikke samme vished om sit forældreskab. Mange moderne dna-tests har medført sorg og tænders gnidsel, når det har vist sig, at den formodede far ikke var den biologiske far.

Den kønsforskel er en grundlæggende præmis mange steder i dyreriget, men hos mennesket er prisen, som mænd betaler, meget høj, fordi de skal være så aktive forældre.

Hvis de ikke passer på, risikerer de at bruge mange år af deres liv med ressourcekrævende yngelpleje for en anden mands barn. På den måde medvirker de til, at rivalernes gener videreføres. Den ultimative evolutionære fallit.

Fortidige kvinders udfordring har været en anden. De har ikke behøvet at frygte for ved et uheld at opfostre andre kvinders børn og kunne egentlig være ligeglade med, om manden føjtede seksuelt.

Mænd bliver stærkt oprørte, når de forestiller sig deres partner dyrke sex med en anden mand.

Kvinderne må til gengæld have frygtet, at han knyttede sig følelsesmæssigt til en anden kvinde med fare for at forlade familien.

Parforholdshistorik gør en forskel

Unge mænd og kvinder kloden over er ifølge videnskabelige undersøgelser enige om at vægte pålidelighed som noget af det vigtigste, når de skal udpege tiltrækkende partner-egenskaber.

Men når de bliver spurgt, om de vil blive mest kede af det, hvis deres partner danner et dybt følelsesmæssigt bånd til en anden, eller hvis partneren dyrker lidenskabelig sex med en anden, så ophører køns-enigheden.

Mænd bliver stærkt oprørte – både i deres svar og i fysiologiske stressmålinger – når de forestiller sig deres partner dyrke sex med en anden mand.

Kvinder, derimod, reagerer ikke på sexscenariet, men ved tanken om, at deres partner involverer sig dybt følelsesmæssigt i en anden kvinde.

En amerikansk undersøgelse tog også højde for, om forsøgspersonerne havde været i et parforhold eller aldrig havde haft en fast partner.

Forskerne spurgte unge studerende, om de ville blive mest oprørte over, hvis partneren knyttede sig følelsesmæssigt til en anden eller dyrkede sex med en anden person.

Hos kvinder gjorde det ingen forskel, om de havde personlige erfaringer med faste forhold.

De fandt det mest oprørende at forestille sig en partner knytte sig følelsesmæssigt til en anden person.

Sådan var det ikke hos mændene. Mænd såvel med som uden parforholdserfaring blev mere oprørte over seksuel utroskab end følelsesmæssig, men der var stor forskel på, hvor oprørte de blev.

Mændene med parforholdserfaring blev langt mere oprørte ved tanken om, at deres hypotetiske kvindelige partner dyrkede lidenskabelig sex med en anden mand end mændene uden parforholdserfaring gjorde.

Måske skyldes det, at parforholdet aktiverer mandens evolutionært betingede aversion imod, at hans partner dyrker sex med en anden. Den del mangler forskerne stadig at blive klogere på.