Shutterstock

Mennesker kyssede hinanden 1000 år tidligere, end vi hidtil har troet

Allerede i de tidligste mesopotamiske samfund i Mellemøsten kyssede intime partnere, venner og familiemedlemmer hinanden - men der var en uheldig sideeffekt.

Egentlig troede forskerne, at de første kys blev plantet i Sydasien for omkring 3500 år siden.

Herfra skulle kysselysten have spredt sig til resten af verden, hvor skikken som bekendt siden har grebet om sig.

Men nu afslører skriftlige kilder, at folk allerede kyssede hinanden på læberne som en del af den seksuelle praksis blandt mellemøstlige folkeslag for 4500 år siden.

Det er med andre ord mindst 1000 år tidligere end hidtil antaget - og sandsynligvis er det sket endnu tidligere.

Det konkluderer forskere fra Københavns Universitet, University of Oxford og Aalborg Universitet i en artikel, der er udgivet i tidsskriftet Science.

Forskerne har nærstuderet gamle lertavler fra det gamle Mesopotamien, altså de tidlige kulturer, der eksisterede mellem floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak og Syrien.

Babylonsk lerfigur, der viser et par dyrke sex og kysse. Lerfiguren er dateret til 1.800 før vor tidsregning.

© The Trustees of the British Museum, CC BY-NC-SA 4.0

Og lertavlerne indeholder tydelige eksempler på, at kysset blev betragtet som en del af menneskelig intimitet i oldtiden, ligesom kys kunne være en del af venskabs- og familierelationer.

"Derfor bør kysset ikke betragtes som en skik, der opstod i en enkelt region og spredte sig derfra," forklarer Troels Pank Arbøll, som er ekspert i medicinens historie i Mesopotamien ved Københavns Universitet.

"Det ser snarere ud til at være blevet praktiseret i adskillige oldtidskulturer forskellige steder i verden - og gennem flere årtusinder."

Forskerholdet bemærker også, at forskning i menneskets nærmeste slægtninge, chimpanser og dværgchimpanser, har vist, at begge arter kysser. Det tyder ifølge forskerne på, at det er en "helt grundlæggende adfærd hos mennesker."

Ifølge forskerne har kysselysten ikke kun haft betydning for menneskers sociale og seksuelle relationer.

Den kærlige praksis har sandsynligvis også spillet en utilsigtet rolle i spredningen af vira og bakterier fra mund til mund.