Mød drømmetyderen: “Drømme gør os bedre til at generalisere”

1: Hvorfor drømmer vi?

Når vi er vågne, bliver vores hjerner konstant trænet i at løse specifikke småopgaver, der gentages igen og igen.

Min hypotese er, at drømmene modarbejder den effekt ved at styrke hjernens evne til at generalisere i dagligdagen og på den måde gør os bedre til at løse nye og uforudsete opgaver.

Teorien kalder jeg for overfitted brain hypothesis (OBH).

2: Hvad går teorien overfitted brain hypothesis ud på?

De fleste dyr, også mennesker, har ret begrænset data til rådighed om deres omgivelser og miljø.

I takt med at vi bliver ældre, minder dagene i stigende grad om hinanden, og hjernen bearbejder og lærer ud fra gentagelser. Det betyder også, at hjernen har let ved at køre fast i den samme rille og “overtræne” specifikke handlinger og mønstre.

Drømme skaber en bizar version af verden og gør på den måde vores forståelse for omverdenen mindre simpel og mere fuldendt og alsidig.

3: Din hypotese er inspireret af kunstig intelligens og maskinlæring. Hvordan det?

Kunstig intelligens bliver klogere ved at genkende og generalisere mønstre i specifikke data – også kendt som maskinlæring.

Et af de største problemer med maskinlæring er, at algoritmerne kan blive så overtrænede (“overfitting”) i det specifikke data i træningssættet, at de bliver ude af stand til at generalisere den tilegnede viden. Dermed har de sværere ved at bruge den viden til at behandle fremtidige data for at blive klogere.

Forskere kommer typisk “overtræning” til livs ved at tilføje data, der ikke passer ind, altså støjende data i algoritmernes træningssæt.

Jeg tror, at vores hjerner fungerer på samme måde, og at drømmene er den “støj”, som gør os i stand til at generalisere bedre i dagligdagen.

4: Hvis drømme har en vigtig biologisk funktion, hvad kan vi så bruge den viden til?

Vi lever et meget anderledes liv end vores jæger-samler-forfædre – ikke kun i forhold til vores daglige liv, men også i forhold til hvordan vi lærer, og hvad vi lærer.

Personer, som har natarbejde, bliver ofte ramt af en række problemer som søvnløshed. Derfor tager de ofte medikamenter, men de har bivirkninger, som ændrer indholdet og frekvensen af vores drømme.

En større forståelse for drømmenes rolle kan måske hjælpe os til at løse den slags udfordringer.

5: Er det muligt at bevise din teori gennem konkrete forsøg?

Drømmeforskning baserer sig ofte på ret spinkle grundlag som observationer af testpersoners søvn- og drømmemønstre i søvnlaboratorier.

De observationer bliver typisk til over blot en enkelt nat. Min teori om OBH er baseret på drømmenes samlede formål set over et menneskes hele liv.

Derfor giver det ikke rigtig mening at undersøge, om en person, som lider af søvnbesvær, fx bliver bedre til at generalisere efter en enkelt nats drømme.

6: Hvilken eksisterende forskning bakker op om din drømmeteori?

Vi ved, at drømme betyder noget for, hvordan vi lærer, men hvordan det specifikt kommer til udtryk, bliver stadig debatteret.

OBH passer meget godt ind i det data, vi kender, og jeg ville snarere være mistænksom, hvis min teori passede perfekt ind i al den empiri fra forskningsforsøg om søvn og drømme, der er lavet gennem årene.

I betragtning af, hvor svært det er at udlede konkrete resultater fra de forsøg, ville det i sig selv være et eksempel på “overfitting” af den tilgængelige data.

7: Hvordan har andre psykologer og neurologer taget imod din teori?

Overordnet har reaktionerne været entusiastiske.

Jeg tror, at vi har brug for en teori, der passer godt sammen med selve drømmenes fænomenologi og ikke ser drømme som et epifænomen – altså at formålet med drømme er drømmene i sig selv.

Min tilgang til forskningen i drømmenes biologiske funktion adskiller sig meget fra den generelle forskning på området, så det er bestemt også muligt, at jeg fremstår radikal sammenlignet med mere traditionelle tilgange til drømmeforskning.