Perfektheds-kulturen, jagten på topkarakterer og børns og unges evindelige usikkerhed på, om de gør ting godt nok, er roden til alt ondt.
Det mener Esther Wojcicki, en amerikansk lærerinde, som for nylig har udgivet bogen ”How to Raise Successful People: Simple Lessons for Radical Results” (”Sådan opdrager du succesrige mennesker: Enkle Råd for Banebrydende Resultater”).
Hun er selv mor til tre voksne døtre, som hver især har fået succes her i livet og sidder i højtlønnede topjobs. Men det er slet ikke det, som er det væsentlige. Det er derimod den opdragelse, deres mor har givet dem, og den er værd at hæfte sig ved. Det mest tankevækkende er, at hendes opskrift, hvis man kan kalde det sådan, er baseret på noget så simpelt som ganske almindelig sund fornuft.
Børn skal acceptere fejl
Der er tre fundamentale ting, som Esther Wojcicki fremhæver i sin bog, og som hun selv har gjort ekstra meget ud af i opdragelsen af sine døtre. Først og fremmest har hun lært dem, at det er helt okay at lave fejl. Fejl er ikke det samme som nederlag, understreger hun. Dernæst har hun lært dem, at de skal være passionerede omkring det, de laver. Og endelig har hun indprentet i dem, at de skal bidrage til fællesskabet i familien ved at hjælpe til.
Dette med at acceptere fejl er uhyre vigtigt. Mange af nutidens ”curlingforældre” gør det stik modsatte og giver deres børn indtrykket af, at fejl er forbundet med noget dårligt og negativt. Men eftersom vi mennesker lærer af de fejl, vi laver, nytter det ikke, at forældre forsøger at beskytte deres børn mod at opleve, hvordan det føles at fejle.
Lad dem gøre, hvad de brænder for
Med hensyn til at være passioneret har Esther Wojcicki altid ladet sine døtre følge deres drømme, hvilket mange forældre forsømmer at gøre.
I bogen fortæller hun for eksempel, at en af døtrene havde musisk talent men hellere ville dyrke skøjteløb, så det fik hun lov til. Hun har opfordret dem alle tre til at gøre, hvad de brændte for, og det er sandsynligvis derfor, at de er endt i vidt forskellige stillinger og ikke blot er fulgt i moderens fodspor.
Den ene er topchef for YouTube, den anden er universitetsprofessor i San Francisco, og den tredje står i spidsen for en amerikansk gentest-selskab.
Fjern ikke forhindringer i vejen
Lykken ligger ikke nødvendigvis i et topjob, men det er vigtigt, at forældre giver deres børn så god og stimulerende en opvækst som overhovedet muligt, hvor de har frihed til at udvikle både sig selv og deres talenter. I den forbindelse har det afgørende betydning, at de både oplever sejre og nederlag.
At give sine børn de bedste betingelser handler slet ikke om at fjerne forhindringerne på vejen. Tværtimod. Det bedste er, hvis børn møder dem og selv lærer at navigere igennem livet. Her er troen på sig selv uhyre vigtigt, og det er en egenskab, forældre kan være med til at fremelske hos børnene.
Lod dem købe ind selv tidligt i livet
”Giv dem ikke indtrykket af at alt er risikofyldt. Lær dem at krydse gaden, at lave et budget og lad dem købe ind i en butik alene”, skriver Esther Wojcicki i bogen. Hendes egne piger blev sendt til supermarkedet for at købe ind allerede i en alder af tre-fire år, men hun pointerer, at hun aldrig har bragt dem i fare. Til gengæld har hun heller ikke på nogen måde beskyttet dem mod tilværelsen eller mod at opleve, hvad det vil sige at løbe en risiko.
Jo mere de selv får lov at prøve kræfter med ting, desto mere vil de tro på sig selv og deres egne evner. Det betyder i sidste ende, at de ikke er bange for at tage chancer.
Babysprog er ikke fremmende
Hvad hun også fremhæver som en vigtig ting, er den måde forældre kommunikerer med deres børn på. Hun har eksempelvis aldrig anvendt forsimplet sprog, hvor hun vælger lettere ord. Og hun har heller ikke skiftet til et højere toneleje, som mange forældre gør, når de taler til og med deres børn. Derimod har hun bevidst valgt at tale til dem, som var de små voksne.
Har aldrig haft ambitioner på døtrenes vegne
For Esther Wojcicki har dette med at opdrage pigerne og hjælpe dem på vej i livet aldrig handlet om andet end at danne de bedste rammer for deres udvikling. Hun har ikke haft nogle ambitioner om, hvad hendes døtre skulle ende med at lave. Alligevel har andre forældre jævnligt henvendt sig til hende for at høre, hvad hemmeligheden bag hendes døtres succes er. Det var årsagen til, at hun besluttede at skrive en bog, så andre måske kan drage nytte af hendes erfaringer.
Der burde være en Nobelpris for opdragelse
Hun opererer med et begreb, hun kalder for TRICK. Det står for trust, respect, independence, collaboration, and kindness (tillid, respekt, uafhængighed, samarbejde og venlighed). Alt dette er nøgleværdier for udviklingen af harmoniske og behagelige mennesker.
”Der uddeles ikke Nobel-priser for opdragelse eller uddannelse, men det burde der. Det er de to ubetinget vigtigste ting her i samfundet. Den måde vi opdrager og uddanner vores børn på, er ikke alene afgørende for, hvordan de bliver som individer, men også for det samfund, vi skaber”, siger Esther Wojcicki.
Perfekthedskulturen er slet ikke perfekt
Hendes bog og opdragelsesmetoder er særlig interessante set i lyset af Den Danske Værdiundersøgelse, som viser, at danskerne efterlyser mere respekt for autoriteter og fastere rammer i børneopdragelsen. Måske er dette ønske fra danskerne et tydeligt tegn på, at perfektheds-kulturen slet ikke er så perfekt, og at det er nået så vidt, at vi nu betaler prisen i form af spolerede og selvcentrerede børn og unge. I virkeligheden er det ødelæggende, når forældre i god tro presser deres børn til at hige efter at være bedst og samtidig beskytter dem mod de oplevelser i livet, der er vigtige for deres egen udvikling, selverkendelse og ydmyghed.
Skal lære at man kan slå sig
Netop dette med at beskytte børn mod ting i livet, som forældre vurderer kan være skadeligt eller ødelæggende for barnet, er en stor fejl. Det mener den danske psykolog og forfatter, John Halse, som i mange år har beskæftiget sig med børnefamiliepsykologi og socialpsykologi og ofte har været en markant debattør i børne- og familiepsykologiske sammenhænge. Han er i det store hele på linje med Esther Wojcicki i de synspunkter, hun fremfører.
”Ting, som forældre mener er farlige for barnet, er ofte udviklende. Hvis et barn ikke selv får lov at overskride sine grænser ved at prøve at klatre op i et træ, vil barnet jo aldrig lære, at man kan falde ned og slå sig. De er nødt til at prøve kræfter med ting selv og finde ud af, hvornår og hvordan det kan gå galt”, mener John Halse.
Et naturligt forhold til modgang
Han giver ligeledes Esther Wojcicki ret i, at børn ikke skal forskånes for ting, der kan føles ubehageligt eller tilmed gøre ondt – fysisk eller psykisk.
”Hvis børn ikke lærer at tåle modgang, vil de ikke have et naturligt forhold til den. Livet gør ondt nogle gange. Det kan være, fordi vi falder og slår os, men det kan også være kærestesorger eller andet. At pakke sine børn ind i vat og skærme dem for disse oplevelser er faktisk at gøre dem en bjørnetjeneste”, siger John Halse. Han understreger, at dette er vigtigt for at skabe robuste børn, der klarer sig godt i livet – uanset om de ender med et topjob eller sigter lavere.