I en stor finsk undersøgelse, der spænder over 37 år, har forskerne afdækket et markant mønster.
Personer, der går sent i seng, er i større risiko for at dø tidligt sammenlignet med folk, der foretrækker at gå tidligt i seng.
Men det skyldes - overraskende nok - ikke deres søvnrytme.
Ifølge forskernes analyser er årsagen derimod, at natteravnene er mere tilbøjelige til at drikke og ryge mere, end morgenmenneskerne er.
Det fremgår af en undersøgelse bragt i Chronobiology International.
Her har forskerne nærstuderet data fra 22.976 finske voksne tvillinger, som forskerne fulgte fra 1981 til 2018.
42,9 procent af deltagerne kategoriserede sig som udbredt "aftenmenneske" eller “aftenmenneske i nogen grad.”
Tidligere undersøgelser har antydet, at folk, der går sent i seng, har en højere dødelighedsrisiko og en tendens til at foretrække mere risikabel adfærd end A-mennesker.
Men denne undersøgelse peger altså på, at B-menneskernes højere risiko for at dø tidligt slet ikke skyldes deres søvnmønster.
Ni procent højere risiko for død
I løbet af de 37 år, undersøgelsen strakte sig over, døde 8728 af deltagerne.
Der findes 6 typer mennesker
Den russiske søvnforsker Arcady A. Putilov har fundet A- og B-mennesker – og fire andre såkaldte kronotyper.
Ved at gennemgå finske dødsregistre kunne forskerne se, at risikoen for at dø af en hvilken som helst årsag var ni procent højere hos dem, der betegnede sig selv som klare aftenmennesker, sammenlignet med dem, der med egne ord var klare morgenmennesker.
Til gengæld havde de aftenmennesker, der var ikke-rygere, og som heller ikke drak meget, ikke nogen øget risiko for tidlig død.
Med andre ord kunne det finske forskerhold konkludere, at forklaringen bag den højere dødelighed hos natteravnene var, at de ikke bare var sent oppe, men også var mere tilbøjelige til at ryge og drikke.
I analysen justerede forskerne for faktorer som uddannelse, BMI og søvnvaner, samt hvor meget hver enkelt røg og drak.