Norske forskere håber, de har fundet "den næste store ting" i kampen mod kræft
Dybt inde i vores krop har forskere fundet noget, de mener kan få altafgørende betydning i kampen mod de mest aggressive kræftformer.
Tarmkræftceller (blå) udsættes for drabsvesiklerne, som fører til celledød (grøn). Forskerne bruger farvestof, da cellerne normalvis er helt gennemsigtige.
I et laboratorium på universitetet i Oslo står der lige nu et varmeskab og sørger for at temperaturen omkring en samling flade plastikflasker holder sig omkring 37 grader.
Inde i plastikbeholderne ligger nemlig en gennemsigtig, lyserød væske, som indeholder noget, forskerne i lokalet håber kan blive den næste store ting i lægevidenskabens kamp mod aggressive kræftformer. Et lille, mikroskopisk våben på mellem 50-200 nanometer, som er høstet dybt inde i menneskekroppen.
Det lillebitte våben stammer fra en helt særlig, medfødt immuncelle i vores blodårer, som er toptrænet i at opspore og nedkæmpe, ikke bare virusser, men også bestemte typer af kræft.
Blandt forskerne bliver de særlige immunceller populært kaldet for drabsceller, eller natural killer-cells, og inde i cellerne findes en række små, fedtrige blærer proppet med giftige proteiner, som kan fæstne sig til kræftcellerne. Og de har vist sig at have en dramatisk effekt i laboratoriet.
"Det er de mest slående resultater, jeg nogensinde har set, og jeg har været i det her i 25 år," lyder det fra Marit Inngjerdingen til Illustreret Videnskab. Hun er professor på Oslo University Hospital og en af forskerne bag en undersøgelse af de små vesikler, som for nyligt er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Immunology.
Kan skabe et våben-arsenal
Marit Inngjerdingen og hendes kollegar har opdaget, at de kan få de såkaldte NK-celler til at vokse i den særlige røde væske i laboratoriet og herefter høste de små giftfyldte vesikler ved at centrifugere selve væsken, så fedtlommerne falder til bunden.
De seneste år har NK-celler og deres potentiale fået opmærksomhed fra forskere over hele verden. På universitetet i Oslo er det fra venstre ph.d-studerende Miriam Aarsund Larsen, professor Marit Inngjerdingen og ph.d-studerende Yunjie Wu, som arbejder på projektet.
På den måde kan de let og effektivt skabe et stort arsenal af fedtlommerne, som i løbet af blot 18 timer får klumper af kræftceller, forskerne dyrker i laboratoriet, til at visne og dø.
"Omkring 80 procent af de forskellige kræfttyper, vi har testet, dør. Det kan både være hjernekræft og tarmkræft - vesiklerne angriber en bred vifte af forskellige kræftceller," forklarer Marit Inngjerdingen.
I forskellige plastbeholdere vokser både de såkaldte NK-celler, som bruges til at producere de særlige fedtholdige vesikler, men også de forskellige kræftceller, forskerne tester behandlingen på.
Helt ny type immunterapi
Det smarte ved vesiklerne er, at de allerede er en del af kroppens naturlige forsvarslinje og derfor heller ikke er giftige for vores raske celler. Derfor håber Marit Inngjerdingen og resten af holdet også, at de kan bruge opdagelsen til at skabe en helt ny type immunterapi mod kræft.
"Det er kun mellem 20-30 procent af kræftpatienterne, som reagerer på de nuværende typer af immunterapi, så der er et akut behov for flere forskellige former for behandlinger," forklarer hun og fortsætter:
"Det her er en ny vej ind i kræftcellerne, og det er vigtigt at have et stort arsenal af behandlinger, så vi kan finde den rigtige til den enkelte patient," siger hun.
Inde i NK-cellerne findes små blærer bestående af fedt, som har et hulrum proppet med giftige proteiner, der kan nedkæmpe kræftcellerne. Størrelsen på de små fedtrige blærer varierer mellem 50-200 nanometer.
Næste skridt for Marit Inngjerdingen og resten af holdet er at teste, at de laboratoriedyrkede vesikler rent faktisk finder kræftcellerne, hvis de sprøjter dem ind i blodbanerne på et levende væsen. Til det skal de bruge en række forsøgsmus, som får tilført kræftceller under huden.
Lykkes det at få tumorerne i musene til at skrumpe, kan de allerførste forsøg på mennesker være inden for en overskuelig årrække, forklarer professoren.
"Hvis alt går godt, og vi lægger os i overhalingsbanen, kan vi måske begynde de første forsøg på mennesker om et par år," siger hun.
Selvom hun og kollegerne stadig kun er i den spæde begyndelse i forhold til at forstå, hvorfor de små vesikler rammer nogle kræftceller og ikke andre, mener hun allerede nu, at de naturlige giftlommer har det, hun kalder for et "kæmpe potentiale."
"De er effektive, virkelig lette at fremstille i store mængder, meget stabile og lette af fryse ned. Samtidig kan vi sætte ting på dem, lidt ligesom et stykke lego, så vi kan skræddersy dem til at angribe bestemte typer af kræft," siger hun.