Nu kan børn få printet nye ører
Børn, som mangler et øre, kan nu få printet og påsat en perfekt spejlvendt kopi af deres raske øre. Forskerne styrer børnenes egne celler til at vokse efter en skabelon.

Fem kinesiske børn har fået nye ører med en banebrydende ny behandling.
Det rapporterer et forskerhold fra Shanghai i Kina. Børnene var alle født med mikroti, der er en misdannelse af det ydre øre, som cirka et af 10.000 børn fødes med.
Raskt øre bliver spejlvendt
Forskerne skabte de nye ører ud fra børnenes egne bruskceller og undgik på den måde risikoen for, at deres immunforsvar ville afstøde cellerne. Og da alle børnene havde ét raskt øre, kunne forskerne også skabe en perfekt spejlvendt kopi til den modsatte side.
Behandlingen er opdelt i mange trin:
Først bliver det raske øre skannet, så en 3D-printer kan printe en spejlvendt skabelon.
Fra den skaber forskerne en form til at støbe en porøs kopi af øret i et bionedbrydeligt materiale, hvorpå de kan dyrke bruskceller fra det deforme øre.
Imens udvider de huden bag det deforme øre, så der bliver plads til implantatet.
Efter operationen vokser bruskcellerne under huden og overtager langsomt plads og form fra implantatet, som nedbrydes naturligt.
Teknik skabte forargelse
Forskerne har nu fulgt den videre udvikling hos alle fem børn, og der har ikke været komplikationer i de 30 måneder, der er gået, siden det første barn fik et nyt øre.
Kinesernes teknik er inspireret af et eksperiment fra 1997, hvor amerikanske forskere dyrkede et menneskelignende øre på ryggen af en mus.
Forsøget skabte stor forargelse, fordi mange misforstod eksperimentet.