Nye væsener truer vores status som art

Sophia er en såkaldt humanoid, dvs. menneskelignende, robot.

Hendes krop har de samme dimensioner som menneskekroppen, og hun kan gå og gestikulere ligesom os. Det mest interessante er dog, hvad der foregår inde i “hovedet” på hende. Sophia er udstyret med kunstig intelligens, som er sammensat af forskellige teknikker.

Manden bag robotkvinden er David Hanson, som er stifter af firmaet Hanson Robotics. Han påstår, at Sophia allerede i dag har følelser og bevidsthed i en eller anden grad, og at hun vil forbedre begge dele.

“Vores mål er, at hun bliver lige så bevidst, kreativ og dygtig som et hvilket som helst menneske,” har han sagt.

Hvis det sker, vil Sophia og andre sociale robotter udfordre vores opfattelse af, hvad det dybest set vil sige at være menneske.

Og det vil ikke være første gang.

De seneste årtier har en lang række videnskabelige opdagelser gjort grænserne for vores art mere og mere flydende. Det gælder både, når vi ser på vores fortid, hvor vi levede side om side med andre menneskearter, og når vi sammenligner os med vores nærmeste nutidige slægtninge, menneskeaberne.

I begge tilfælde står det efterhånden klart, at de egenskaber, vi tidligere mente var unikke for vores egen art, måske slet ikke er det alligevel.

Frie hænder formede vores hjerne

Den oprejste gang er en forudsætning for næsten alle de fysiske træk, vi betragter som unikke for vores art.

Den nye måde at bevæge sig på blev udviklet hos Ho­mo-slægtens forløbere, de såkaldte sydaber, og den bragte mange fordele med sig.

På den åbne savanne giver det et langt bedre udsyn at gå oprejst omkring, så det bliver lettere at holde øje med fjender og få øje på frugttræer langt væk.

Oprejst gang er desuden en mere energiøkonomisk måde at bevæge sig på, så sydaberne og de første medlemmer af Homo-slægten kunne komme vidt omkring.

Men vigtigst af alt: Den oprejste gang frigjorde hænderne til andre gøremål som fx at bære rundt på føden og lave redskaber.

Fossiler viser, at vores forfædres hænder gradvist ændrede sig. Fingerknoglerne blev lige, og tommelfingeren længere, så den sammen med pegefingeren kunne løse finmotoriske opgaver.

Samtidig med at hænderne udviklede sig, voksede hjernen fra et rumfang på knap 500 cm3 hos sydaberne til over det dobbelte hos en af de tidligste menneske­arter, Homo erectus.

Hjernens vokseværk fortsatte de næste 1,5 millioner år frem til udviklingen af arter som neandertalerne og os selv, hvor hjernen i gennemsnit er på 1350 cm3. Udviklingen af den store hjerne blev næret af nye spisevaner.

Allerede hos Homo erectus kom der kød på menukortet, og maden blev tilberedt over ild. Kombinationen af en stor, opfindsom hjerne og fingerfærdigheden til at udføre alle idéerne med lagde grundstenen til menneskeslægtens sejrsgang på Jorden.

Sådan lyder den helt korte version af vores succes­historie.

Indtil videre er den som bekendt kulmineret med bedrifter som rumrejser, atomkraft og internet, og der er ingen tvivl om, at vores art har brudt grænser, ingen andre væsener på Jorden har været i nærheden af.

Vi har indtaget alle kontinenter på kloden, og vores antal er nærmest eksploderet. Verdens befolkning tæller nu 7,6 milliarder, og vores samlede biomasse er seks gange så stor som biomassen af alle klodens vilde pattedyr.

Vi fortjener vores egen tidsalder

Hvis intelligente væsener graver i undergrunden om millioner af år, vil de se vores dybe aftryk i planeten.

Selvom mennesket til den tid for længst er forsvundet, vil de finde spor af atombomber og affald fra kernekraftværker, og de vil slå fast, at den menneskeskabte drivhus­effekt ændrede vilkårene for alt liv på Jorden og var skyld i Jordens sjette masseuddøen af dyre- og planteliv.

Det scenarie fik i år 2000 den hollandske atmosfære­kemiker Paul Crutzen til at foreslå, at vores art bør til­deles sin egen geologiske tidsalder kaldet antropocæn.

Hans forslag er endnu ikke officielt vedtaget af de internationale geologiske sammenslutninger, men arbejdsgrupper er i gang med at definere idéen mere præcist.

De skal bl.a. finde ud af, hvornår antropocæn i givet fald begyndte. En mulighed er at lade den begynde ved landbrugsrevolutionen for 12.000 år siden, en anden er ved den industrielle revolution fra 1750 til 1830, og en tredje er den helt præcise dato 16. juli 1945, hvor den første atomprøvesprængning fandt sted.

At det overhovedet er kommet så vidt, at vi fortjener vores egen geologiske tidsalder, kan især tilskrives ét bestemt talent ved vores art: evnen til at kommunikere.

Vores sprog er afgørende for, at hver eneste generation bliver klogere end den forrige.

Vi giver alle de opdagelser, erkendelser og opfindelser, vi når frem til i løbet af vores liv, videre til vores børn, og de gør det samme. På den måde hober vi viden op i et hæsblæsende tempo.

Udviklingen af sprog fremhæves derfor ofte som et unikt træk ved vores art. Forskerne er dog ikke sikre på, hvornår evnen til vores artikulerede talesprog opstod.

Tidligere var det almindeligt anerkendt, at det skete for omkring 40.000 år siden, fordi det var på det tidspunkt, det moderne menneske pludselig begyndte at skabe klippekunst og hulemalerier.

Den slags kreative udfoldelser vidner om en evne til at tænke abstrakt og bruge symboler, og det er svært at forestille sig, at det er muligt uden at beherske et veludviklet sprog.

Nyere forskning peger dog i retning af, at sproget er meget ældre. Især et bestemt gen kaldet FOXP2 er blevet nøje undersøgt, fordi det er afgørende for udviklingen af sprog.

Genet er vidt spredt hos hvirveldyrene, men vi har en særlig variant af det, som både former og forstærker vigtige nervebaner i hjernen og giver den finmotoriske styring af tunge og læber, som gør sprog og tale mulig.

Da vores variant af genet blev opdaget i 2002, blev det udråbt til at være selveste “sproggenet”, som opstod inden for de sidste 200.000 år, men så enkelt er det ikke.

Det har senere vist sig, at neandertalerne havde en variant af genet, som ligner vores til forveksling, så anlægget for avanceret sprog er opstået, før vores udviklingslinje skiltes fra neandertalerne for over 500.000 år siden.

Samtidig er FOXP2 et gen, som spiller sammen med mange andre gener, måske flere hundrede, så historien bag vores sprogfærdigheder er formentlig langt mere kompliceret, end forskerne tidligere har troet.

Der tegner sig i ­disse år et billede af, at det avancerede sprog ikke opstod med ét slag, men er udviklet gradvist over flere hundrede tusind år, efter at vores udviklingslinje skiltes fra menneskeabernes.

Dermed er sproget ikke noget enestående træk for vores art.

Den gradvise udvikling af det betyder, at grænsen mellem os selv og andre arter også her er flydende, ligesom det gælder for mange andre mentale talenter.

Erkendelsen ligger i tråd med de tanker, evolutionsteoriens fader, Charles Darwin, gjorde sig allerede for 150 år siden.

Darwin omtalte faktisk ikke vores egen evolution specifikt i bogen “Arternes oprindelse” fra 1859, men for omverdenen var det klart, at han forestillede sig, at vi har udviklet os fra aberne.

I 1871 udgav han sin bog “Menneskets afstamning”, hvor han slår fast, at mennesket nedstammer fra en forfader, vi har til­fæl­les med de nulevende menneskeaber.

For Darwin var det derfor også en logisk konsekvens, at vores mentale evner hviler på en arv, vi deler med andre arter.

“Der er ikke nogen fundamental forskel på men­nes­ket og andre højere pattedyr, når det gælder mentale anlæg,” som han formulerede det.

De ord skulle desværre gå i glemmebogen i et århundrede. I dag er de mere aktuelle end nogensinde.

Stamtræets grene vokser sammen

Vi er kun en kvist på et stamtræ, som er langt mere komplekst og forgrenet, end vi tidligere troede – og ikke nok med det.

De forskellige forgreninger er gennem tiden blevet skilt fra hinanden for siden at vokse sammen igen.

Billedet af det sammenfiltrede stamtræ er tonet frem, efter at det er blevet muligt at lave genetiske analyser af knogler fra vores uddøde slægtninge.

I 2010 over­raskede den svenske genetiker Svante Pääbo fra Max Planck Instituttet i Tyskland hele verden med nyheden om, at alle mennesker uden for Afrika bærer dna i sig, som stammer fra neandertalerne.

Opdagelsen beviste, at vores egen art har blandet sig med en anden menneskeart, flere hundrede tusind år efter at deres udviklingslinjer skiltes fra hinanden.

Siden har andre forskere fundet ud af, at vi også har blandet os med en tredje art, de såkaldte denisovaer, som levede i Sibirien samtidig med neandertalerne indtil for ca. 40.000 år siden.

Tilsvarende har neandertalerne og denisovaerne blandet gener med hinanden, ligesom de hver især har fået afkom med menneskearter, som forskerne endnu ikke har kunnet identificere.

Senest har forskere i 2019 fundet tegn på, at en fælles forfader til neandertalerne og denisovaerne har blandet sig med en endnu ældre menneskeart, formentlig Homo erectus, som opstod for ca. to millioner år siden.

Hvis det er rigtigt, betyder det, at to menneskearter, som har udviklet sig adskilt fra hinanden gennem over en million år, har fået børn sammen.

Alle disse opdagelser giver et nyt og meget komplekst billede af vores familietræ.

En lang række menneskearter er gennem tiden opstået i Afrika og er van­dret ud i verden, hvor de har tilpasset sig de lokale forhold. Når nye arter er nået frem til et område, har de blandet gener med de lokale.

Nærkontakten har formentlig været til fordel for begge parter. De lokale har fået tilført nye friske gener, hvilket kan være vigtigt for at undgå problemer med indavl, og de nytilkomne har til gengæld fået gener, som har hjulpet dem til at klare sig i det fremmede miljø.

Den historie gør det meget svært at afgrænse vores egen art, Homo sapiens, i traditionel biologisk forstand.

I 1942 formulerede den tysk-amerikanske biolog Ernst Mayr det biologiske artsbegreb, som siger, at to individer tilhører den samme art, hvis de kan få fertilt afkom sammen. Det betyder for eksempel, at hesten og æslet er to forskellige arter.

De kan ganske vist få afkom sammen – resultatet bliver enten et muldyr eller et mulæsel – men de to krydsninger er som regel sterile.

Måske er vi samme art som neandertalerne

At vores egen art bærer spor af, at vi har blandet gener med andre arter, betyder, at vi måske i virkeligheden er samme art – i hvert fald ifølge det biologiske artsbegreb.

Det fælles afkom har tilsyneladende været fertilt, sådan at de fremmede gener gik i arv til nye generationer. Dermed er for eksempel vi selv, Homo sapiens, og Homo neanderthalensis faktisk ikke to, men én art.

Det samme problem kender biologerne fra andre dyr, som de ellers er helt enige om er to forskellige arter.

I sjældne tilfælde mødes en brun bjørn og en isbjørn i naturen og parrer sig. Resultatet bliver en hybrid, kaldet en mokkabjørn, som er fertil.

Når biologerne alligevel betragter den brune bjørn og isbjørnen som hver deres art, retfærdiggør de det med nogle andre artsbegreber, især det såkaldt morfologiske og det økologiske.

Ud fra det morfologiske artsbegreb er de to bjørne tydeligvis helt forskellige. Ikke bare af farve, men også af størrelse og kropsbygning.

Endnu mere forskellige er de ud fra det økologiske artsbegreb. Bjørnene lever i vidt forskellige miljøer og har vidt forskellig levevis – faktisk i en grad, så den ene, den brune bjørn, er et landdyr, mens den anden, isbjørnen, betragtes som et havpattedyr.

Så forskellige har vores forfædre ikke været fra de andre menneskearter, de har levet side om side med.

Nogle forskere mener ligefrem, at hvis vi forestiller os, at en neandertaler levede i dag og tog en tur med bussen iført jakkesæt, ville ingen opdage, at han skilte sig ud fra de andre passagerer.

Tankeeksperimentet rejser selvfølgelig spørgsmålet: Når de forskellige mennesketyper var så ens, hvorfor var det så præcis Homo sapiens, som kom til at dominere verden, mens alle de andre gik til grunde?

Det spørgsmål har vi ikke noget klart svar på. Dertil ved forskerne stadig for lidt om vores fortidige slægtninge.

Vi kan blot prøve at finde nøglen til vores succes ved at sammenligne os med vores nutidige slægtninge, menneskeaberne. De nærmeste af dem er chimpansen og bonoboen, som vi evolutionsmæssigt skiltes fra for omkring seks millioner år siden.

Vores evner er ikke unikke – bare ekstreme

Kanzi elsker smagen af skumfiduser. De bliver ekstra gode, når han sætter dem fast for enden af en pind og rister dem.

Bålet kan han selv tænde med de tændstikker, forskerne giver ham, hvis han beder om det. Hans aktive ordforråd er på over 500 ord, og ifølge forskerne kan han forstå flere tusind, når han hører dem.

Kanzi er ikke et menneske, men en bonobo, så han kan ikke udtale ordene, som vi kan. I stedet bruger han et tastatur, som er forsynet med symboler, han kan genkende.

Den 39-årige menneskeabe bor på forsknings­stationen Ape Cognition and Conservation Initiative i Iowa i USA. Det meste af sit liv har han været omgivet af forskere, som arbejder med at afdække, hvordan menneskets sprog og adfærd har udviklet sig.

Det livslange eksperiment med Kanzi bekræfter, at sprog fundamentalt set ikke er en evne, vi har for os selv. Det samme gælder de fleste andre af de kendetegn, vi plejer at definere vores art med:

Vi fører krig – men det gør for eksempel chimpanser også. Studier har påvist, at en chimpanseflok kan finde på at gå til organiseret angreb på en anden, endda med en brutalitet, som kan minde om de folkemord, vores egen art har på samvittigheden.

Vi kan føle empati over for hinanden – men det kan chimpanser også. Hvis en dominerende han afstraffer et familiemedlem, som har provokeret ham, foretager de andre i gruppen sig som regel ikke noget.

Men når han afstraffer en uskyldig, udviser de andre i flokken straks en trøstende adfærd over for den uheldige.

Vi udvikler kultur – men det gør chimpanser også. Når en chimpanse for eksempel finder på at knække nødder ved at slå på dem med en sten, lærer han sine familiemedlemmer kunsten, så den spredes i flokken.

I andre flokke opfindes og spredes andre måder at bruge redskaber på, for eksempel pinde, som kan fiske termitter ud af termitboer. På den måde udvikler forskellige grupper af chimpanser hver deres kultur.

For alle eksemplerne gælder, at der fundamentalt set ikke er forskel på chimpansernes og vores talenter, men kun gradsforskelle, præcis som Darwin påstod. Det er dog klart, at vi har drevet nogle af de fælles talenter helt ud i det ekstreme.

Det er sket som følge af, at vores hjerne er meget større, men også ved, at vi bruger den på nye måder. Ifølge den amerikanske neurobiolog Robert Sapolsky er der især to områder i hjernen, hvor det gør sig gældende.

Det ene er området ved navn anterior cingulate, som ligger bag pandelappen, og som aktiveres, når vi for eksempel bliver prikket i fingeren med en nål. Sådan er det også hos chimpanser og mange andre dyr.

Men hos os har området fået endnu en opgave. Det aktiveres også, når vi ser, at en anden person blive prikket. Derfor kan vi bogstavelig talt føle andres smerte.

Det andet område kaldes insula cortex. Det ligger også dybt inde i hjernen og bliver aktiveret, når vi for eksempel lugter til eller smager på noget råddent eller giftigt.

Vores reaktion er væmmelse, og sådan er det også hos andre pattedyr.

Hos os har hjerneområdet bare fået den ekstra opgave, at det også aktiveres, når vi er vidne til noget, som i vores kultur opfattes som moralsk forkert.

Derfor kan vi føle kvalmende afsky, når vi møder en adfærd, som vi finder helt uacceptabel. Robert Sapolsky mener, at netop moral er et centralt mentalt værktøj, som menneskehjernen har specialiseret sig i.

“Vores evne til at omsætte abstraktioner og metaforer til moralske værdier placerer os på en helt anden planet end alle andre arter,” som han siger.

Når vi er i stand til at navigere i vores moral­styrede kulturer, hænger det desuden nøje sammen med vores sociale evner, som gør, at vi kan sætte os ind i, hvad der sker inde i hovedet på hinanden.

Vi vinder på tankelæsning og tålmodighed

Et barn betragter en video med dukken Sally, som lægger en glaskugle i en kurv, mens en anden dukke, Anne, ser på det.

Barnet overværer nu, at Sally går sin vej, hvor­efter Anne flytter kuglen over i en kasse.

Dette simple forsøg er gennemført mange gange, og det afslører, hvor avanceret små børn er i stand til at tænke. Når barnet får at vide, at Sally vil komme tilbage for at finde glaskuglen, ved barnet, hvor Sally vil lede efter den.

Et fireårigt barn kan forudsige, at Sally vil lede i kurven, fordi barnet ved, at Sally ikke ved, at glaskuglen er blevet flyttet, og at Sally derfor tror, at den stadig er i kurven.

Lignende eksperimenter med chimpanser viser, at de kun delvist kan løse opgaven.

Hvis en chimpanse for eksempel iagttager, at en anden chimpanse ser, hvor en godbid bliver gemt, ved den første chimpanse selv, hvor godbidden er, og den ved også, at den anden chimpanse ved det.

Men i forsøg, hvor den anden chimpanses viden er forkert – som i tilfældet med dukken Sally – er den første chimpanse ikke skarp nok til at gennemskue det.

Med andre ord: Chimpanser ved, hvad andre ved, og hvad de kan se, men ikke, hvad de tror.

Den evne er forbeholdt mennesket. Og den er meget afgørende for, at vi kan lære hinanden noget.

Enhver læringsproces bliver meget lettere, hvis læreren ved, hvad eleven ved og ikke ved, og hvad eleven eventuelt tror.

Kombineret med et veludviklet sprog og en god portion tålmodighed giver det os de bedste betingelser for at gøre næste generation klogere end os selv.

Netop tålmodighed er også en dyd, mennesket har rendyrket i forhold til chimpansen.

Eksperimenter viser, at chimpanser er villige til at gøre et stykke arbejde for en belønning, selv hvis det er usikkert, om belønningen falder.

Når en knap lyser i abeburet, og chimpansen har lært, at den skal trykke ti gange på knappen for at få en godbid, er den villig til at gøre det, uanset om godbidden falder i 75, 50 eller kun 25 procent af tilfældene.

Forskere har lavet forsøg, hvor de har målt dopaminindholdet i hjernen på chimpanser, mens de udførte opgaven.

Dopamin er et signalstof, som både hos dyr og mennesker giver en følelse af lykke.

Meget interessant viste det sig, at lykkefølelsen opstod, allerede før belønningen faldt, og faktisk blev dopaminniveauet højere, jo større usikkerheden var. Robert Sapolsky mener, at nøjagtig det samme gælder hos os, bare i endnu større grad.

Vi drives frem af forventningens glæde, selvom udsigten til at få belønningen er både lang og usikker.

Det giver en stor del af forklaringen på vores adfærd og bedrifter – både på, hvorfor vi synes, det giver mening at spille lotto, og på, at vi orker at tage en årelang uddannelse, i håb om at den fører til et vellønnet job.

Så langt tænker chimpansen og andre aber ikke, og selv et særlig begavet eksemplar som Kanzi vil ikke kunne lære det. Det vil kræve, at aberne udvikler større hjerner, og den proces tager som bekendt tid, hvis vi overlader den til evolutionen.

Der er dog en genvej. Med vores moderne genteknologi kan vi overføre menneskegener til aberne, så deres hjerner vokser sig større.

Det lyder som ren science fiction, men kinesiske forskere har allerede taget det første skridt mod en ny type aber.

I 2019 tilførte et forskerhold et menneskegen ved navn MCPH1 til 11 fostre af makakaber. Genet er involveret i udvikling af hjernen, og resultatet blev, at abernes hjernevækst foregik over længere tid end hos aber, som ikke havde fået menneskegenet.

Netop en meget lang periode, hvor hjernen udvikler sig, er karakteristisk for mennesket. Hjernens vækst hos menneskebarnet fortsætter helt frem til femårsalderen, mens den hos fx chimpanse­ungen aftager allerede to år efter fødslen.

Fem af abefostrene med menneskegenet overlevede og kom til verden, så forskerne kunne teste abernes mentale evner. Her viste det sig bl.a., at de var udstyret med en bedre hukommelse end normalt.

Den type eksperimenter er naturligvis uhyre kontroversielle, og mange forskere mener, de er direkte uetiske. Det næste skridt bliver sandsynligvis, at aber forsynes med den menneskelige variant af FOXP2-genet for at se, hvad det gør ved deres sproglige formåen.

Spørgsmålet bliver på et tidspunkt, om den slags transgene aber udvisker grænsen mellem dyr og menneske, og om de fortjener at blive tildelt en særlig beskyttelse på linje med vores egne menneskerettigheder.

I forvejen har vi 99 procent af vores gener tilfælles med chimpansen, så det er oplagt at overveje, hvor meget mere der skal til. Måske ender det ligefrem med at blive et kapløb mellem de transgene aber og de humanoide robotter om, hvem vi først kommer til at acceptere som artsfæller.

Robotter vil få pligter og rettigheder

Sophia taler godt for sig. Hun er blevet interviewet et utal af gange, hun har holdt foredrag, og hun har optrådt i talkshows.

Men for sociale robotter er det ikke nok at have ordet i sin magt, hvis vi skal acceptere dem som ligeværdige. De skal også have ansigter, vi kan spejle os i.

Derfor har Sophias bagmand, David Hanson, forsynet hende med et meget menneskelignende ansigt med mund, læber, næse, øjne og øjenbryn.

Hendes kunstige hud kan lægge sig i de samme folder som vores egen, så hun fx kan rynke panden, hæve øjenbrynene og vise smilehuller.

Omvendt er hun selv i stand til med sine kameraøjne at genkende ansigter og aflæse udtryk og dermed følelser hos det menneske, hun taler med.

David Hanson påstår ikke, at Sophia bør betragtes som et menneske, men han mener, hun repræsenterer et skridt på vejen mod sociale robotter, som fortjener rettigheder og pligter.

Derfor forventer han, at Sophia på et tidspunkt ikke længere bliver betragtet som bagage, men må betale fuld billetpris, når hun for eksempel ­rejser med ham fra Hongkong “hjem” til Saudi-Arabien.

Da Sophia fik sit statsborgerskab, fremkaldte det en lang række spekulationer i pressen: Hvis en robot har statsborgerskab, har den så også stemmeret, har den ret til at gifte sig, og hvad vil der ske, hvis nogen slukker for strømmen til den? Er det så mord?

Spørgsmålene vil utvivlsomt blive ved med at tårne sig op, efterhånden som de sociale robotter bliver mere avancerede.

Når både den kunstige intelligens og den fysiske fremtræden bliver mere overbevisende, vil det måske på et tidspunkt være umuligt at kende forskel på en humanoid robot og et menneske af kød og blod.

Kunstige mennesker skal være perfekte

En robot, som ligner et menneske meget, men alligevel ikke helt, vil aldrig blive socialt accepteret.

Det har ro­bot­fors­ker­ne vidst lige siden 1970, hvor japaneren Masahiro Mori fremlagde en teori om, hvordan vi opfatter robotter med menneskelignende egenskaber. Mori hæftede sig ved et fænomen, han kaldte “The Uncanny Valley”, eller på dansk “Den uhyggelige dal”.

Fænomenet dækker over den iagttagelse, at vi fatter mere og mere sympati for robotter, jo mere de ligner os – men kun til ét bestemt punkt. Når de bliver meget menneskelignende, men vi alligevel kan se, at de ikke er mennesker, bliver vores følelser pludselig meget negative.

Mange synes derfor, at robotter som Sophia er klamme eller direkte skræmmende. På den anden side af “Den uhyggelige dal” vil robotterne blive så vellignende, at vi ikke kan skelne dem fra mennesker, og så vil sympatien stige igen.

Effekten er blevet påvist i flere forsøg, og i 2019 er det ligefrem lykkedes forskere at lokalisere et sted i vores hjerne, som ser ud til at styre den.

Ved at vise billeder af robotter og “kunstige mennesker” – det vil sige billeder af hyperrealistiske menneskerobotter – for en række forsøgspersoner, som samtidig blev hjerneskannet, opdagede forskerne, at aktiviteten i et område i den forreste del af pandelappen steg, i takt med at robotterne blev mere og mere menneskelignende – men styrtdykkede, når et “kunstigt menneske” dukkede op.

Hvor imponerende og livagtig Sophia end er, er det stadig let at se, at hun ikke er et menneske.

Hvis vi skal acceptere hende og andre sociale robotter som ligeværdige, er de nødt til at ligne os endnu mere, end de gør i dag – både i deres udseende, bevægelser og måde at kommunikere på. Men det vil ske, mener David Hanson.

“Jeg tror, at der vil komme en tid, hvor robotter er umulige at skelne fra mennesker,” som han siger.

Hvis han får ret, bliver det endnu sværere at definere, hvad ordet “menneske” betyder.

Måske vil begrebet i fremtiden favne både robotter og transgene aber og dermed dække over en langt bredere og mere broget forsamling af individer – ligesom dengang, vi delte kloden med en række andre ligeværdige mennesketyper.