Oldgammelt DNA omskriver europæisk historie
Forskere har identificeret to menneskepopulationer, der beboede Europa før istiden. Kun én overlevede.
Rekonstruktion af en jæger-samler med tilknytning til den gravettianske kultur fra for mellem 32.000 og 24.000 år siden.
Ikke helt ulig nutidens pensionister, der strømmer til Sydens varme, søgte europæiske jæger-samlere mod varmere himmelstrøg, da den seneste istid var allerkoldest for omkring 20.000 år siden.
Det afdækker en detaljeret udrulning af Europas tidlige historie, der er publiceret i to forskellige genom-undersøgelser i henholdsvis Nature og Nature Ecology & Evolution.
Men hvad undersøgelserne også viser, er, at det ikke var alle, der klarede sig igennem den massive kulde med livet i behold.
Inden den seneste istid var på sit højeste, var Europa domineret af en befolkning kendt som Gravettien-kulturen, som man hidtil har antaget var en homogen gruppe.
Ikke mindst fordi menneskene på tværs af regionen delte mange af de samme skikke og kunstneriske traditioner. F.eks. lignede deres hulemalerier hinanden, ligesom deres våben havde store ligheder.
Men efter at have analyseret genomerne fra 356 forhistoriske jæger-samlerfolk fra 14 europæiske lande kan forskerne nu afsløre, at den tidlige europæiske civilisation faktisk var delt op i to genetisk uafhængige grupper.
Den ene gruppe, der er kendt som Věstonice-klyngen, var til stede i Centraleuropa, mens den anden gruppe - kaldet Fournol-klyngen - opholdt sig i det vestlige og sydvestlige Europa.
Alle genetiske spor udslettet
Da den seneste istid nåede sit koldeste højdepunk, trak Fournol-klyngen sig tilbage til den Iberiske halvø, hvor der var relativt varmt.
Ifølge forskernes analyser var det et klogt træk. Forskergruppen har nemlig kunnet påvise Fournol-genetik hos individer, der levede i Europa 20.000 år senere. Med andre ord tyder det på, at gruppen formåede at overleve istiden.
Desværre for Věstonice-jæger-samlerfolket forsvandt samtlige af deres genetiske spor i samme periode.
Et han- og hunkranie begravet i det vestlige Tyskland for ca. 14.000 år siden. Kranierne udgør de ældste eksempler på migration foranlediget af en klimaopvarmning efter en istid.
Tidligere har forskere ellers antaget, at Italien kunne have været et tilflugtssted for de centraleuropæiske befolkninger under den sidste istid.
Men den nyeste kortlægning af de gentiske spor i området modsiger altså, at Věstonice-klyngen fandt refugie på den støvleformede halvø.
I stedet fandt forskerne frem til, at en tredje, separat gruppe mennesker vandrede ind i Norditalien i slutningen af den værste kulde og erstattede Věstonice-befolkningen, der altså ikke menes at have overlevet istiden.
Formentlig kom den seperate gruppe mennesker fra Balkan og spredte sig fra Norditalien hele vejen sydpå til Sicilien, lyder det fra forskerne om opdagelsen, der ændrer hele den europæiske fortælling.
Det har nemlig hidtil være teorien, at Věstonice-klyngen delte genetiske fællestræk med den senere ankomne gruppe.
Men i stedet peger den seneste forskning nu altså på, at den senere tilkomne gruppe har helt andre rødder - og først ankom til den italienske halvø, efter de tidligere beboere var uddøde.