Skuespilleren Al Pacino på 83 år venter barn med sin 29-årige kone, Noor Alfallah. Og Robert de Niro, som er 78, er netop blevet far til en lille pige. Moderen, Tiffany Chen, er 45 år.
Mange har svært ved at forstå, hvorfor mennesker med så stor aldersforskel finder sammen, og der er skam heller ikke altid uden udfordringer. For eksempel er det knap så positivt, når den ene part stadig har godt fysisk, mens den anden begynder at skrante.
Mere hengivne og større tillid
Men ifølge forskere fra Deakin University i Australien har par, hvor der er mere end 10 år imellem parterne, en særlig fordel, som kommer dem til gode sammenlignet med par uden nævneværdig aldersforskel.
De har det tilsyneladende bedre på den romantiske front. De har større tillid til hinanden, er mere hengivne og langt mindre jaloux end par, hvor parterne er mere jævnaldrende.
”To tredjedele af par, hvor yngre kvinder er sammen med ældre mænd, fortæller at de er tilfredse med deres romantiske forhold”, viser de australske forskeres undersøgelse.
Yngre kvinder kan stadig få børn
I de vestlige lande finder man en aldersforskel på 10 år eller mere imellem parterne i omtrent otte procent af de heteroseksuelle ægteskaber, og i de fleste tilfælde er det ældre mænd, som har valgt en yngre kvinde. Omvendt er det kun en procent af par med mindst 10 år imellem sig, hvor en yngre mand og ældre kvinde er sammen.
Det interessante er, hvilke kriterier henholdsvis mænd og kvinder søger deres partner ud fra, og her er forskningen ikke entydig. Der er en biologisk relevant forklaring på, at mænd vælger yngre kvinder. De kan nemlig stadig kan få børn.
Omvendt vil mange yngre kvinder vælge ældre mænd med status og økonomisk god ballast, hvilket de ser som en stabiliserende faktor i forholdet.
Mænds økonomi ikke længere så afgørende
Men det forklarer ikke, hvorfor en ældre kvinde vælger en yngre mand, eller hvorfor der findes par af samme køn, hvor der er stor aldersforskel imellem dem.
Flere kvinder i dag end tidligere har højtlønnede stillinger og er af den grund ikke længere så afhængige af manden rent finansielt. Det er med til at reducere antallet af kvinder, som prioriterer mandens økonomi i deres valg af partner. Når det gælder par af samme køn, mangler der ganske enkelt forskning.
Et spørgsmål om livserfaring
Der er også en helt anden faktor inde i billedet, nemlig livserfaring. En 10 års aldersforskel imellem en 20-årig og en 30-årig kan være langt mere afgørende end samme aldersforskel imellem en på 53 og en på 63.
Det handler om, hvor i livet folk befinder sig, om de allerede har fået børn, om de stadig arbejder og så videre.
Lykke vigtigere end alder
I bund og grund handler forholdets styrke og succes om, hvorvidt parterne deler samme værdier, livsanskuelser og mål, og om de bakker hinanden op og taler åbent om tingene.
Netop her er det ens for alle par – aldersforskel eller ej - da det har fundemental værdi for, om de er lykkelige sammen. Så længe et par med stor aldersforskel trives og ikke bekymrer sig om, hvad andre tænker om deres forhold, er der i princippet ingen grænse for, hvor mange år der kan være imellem parterne. Blot de er lykkelige.