Andre mennesker stresser din indre abe

Som flokdyr søger vi vores velkendte artsfællers selskab. Men i det moderne liv skal vi konstant forholde os til en hel stribe mere eller mindre kendte personer, fx i åbne kontorer. Det kan overbebyrde vores mentale ressourcer.

Som flokdyr søger vi vores velkendte artsfællers selskab. Men i det moderne liv skal vi konstant forholde os til en hel stribe mere eller mindre kendte personer, fx i åbne kontorer. Det kan overbebyrde vores mentale ressourcer.

Shutterstock

Stress. Vi bruger ordet til at beskrive alt fra regulære psykiske sammenbrud til hverdagstravlhed eller følelsen af ikke at slå til i parforholdet.

Stress er dog ikke bare stress. Det, som under nogle omstændigheder er overstimulerende, fører under andre til det helt optimale niveau af årvågenhed.

Men vi ved, at én ting altid sætter hjernen i beredskab: andre mennesker omkring os.

Jill Byrnit

Jill Byrnit er forfatter og medforfatter til adskillige fagbøger og videnskabelige artikler om sociale relationer hos mennesker og andre primater.

© Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Tilstedeværelsen af andre kan give det, som også kaldes social stress, og det kan ske i en grad, hvor vi bruger al vores energi på dem, der omgiver os.

Men under andre omstændigheder kan andre også gøre os skarpere, end vi ellers ville have været.

Børn gør hinanden hurtigere

I et klassisk forsøg fra slutningen af 1800-tallet blev børn sat til at snøre linen på en fiskestang ind, så hurtigt de kunne.

De børn, der snørede linen ind i selskab med andre, der løste samme opgave, var hurtigere end de børn, der udførte forsøget alene.

Andre folks tilstedeværelse kan gribe ret forstyrrende ind. Jill Byrnit, ekspert i sociale relationer

Fænomenet kaldes social facilitering. Lignende forsøg, hvor voksne skal lære lette ordlister udenad, bekræfter, at den blotte tilstedeværelse af andre mennesker kan gøre os mere effektive til at udføre en opgave.

Men hvad sker der, hvis opgaven, der skal udføres, er mere mentalt krævende?

Storrum kan stresse

Hvis andre menneskers tilstedeværelse kan gøre os mere effektive, må et åbent kontorlandskab være et effektivitetsparadis, men som mange nok har på fornemmelsen, er virkeligheden mere kompliceret end som så.

Det viser sig nemlig, at andre folks tilstedeværelse kan gribe ret forstyrrende ind, hvis den opgave, vi skal løse, er tilpas kompliceret.

I et socialpsykologisk forsøg fra 1980’erne blev fænomenet undersøgt på finurlig vis. Forsøgspersonerne blev placeret i et venteværelse og fortalt, at de forud for forsøget skulle udfylde nogle data på en computer.

Men tiden i venteværelset var det faktiske forsøg.

Forsøgspersonerne udfyldte et skema med trivielle data såsom deres navne. Dernæst blev de bedt om at lave en slags navnekode, hvor de skulle skrive deres navn baglæns og efter hvert bogstav indsætte tal i stigende rækkefølge.

Hvis de fx hed Henrik Larsen, ville navnekoden komme til at være “n1e2s3r4a5l6k7i8r9n10e11h12”.

Nogle af forsøgspersonerne sad alene i venteværelset og besvarede opgaven. Hos andre forsøgspersoner stod forsøgslederen bag dem og kiggede på, hvad de skrev.

Og i en tredje forsøgsvariation var en fremmed person placeret med ryggen til forsøgspersonen.

Personen havde bind for øjnene og hovedtelefoner på og var angiveligt deltager i et sideløbende sanseberøvelsesforsøg.

Da forsøget var overstået, beregnede forskerne, hvor lang tid det havde taget for forsøgspersonerne at udføre den lette opgave (skrive eget navn) og den svære (navnekoden med tal).

Resultaterne talte deres tydelige sprog. Forsøgspersonerne var hurtigere til at løse den lette opgave, når der var andre mennesker til stede. Dette gjorde sig gældende, uanset om det var andre forsøgspersoner, en evaluerende forsøgsleder – eller personen med ryggen til, bind for øjnene og høretelefoner på.

I det åbne kontorlandskab er vi omgivet af andre mennesker, og det kan skade vores evne til at løse komplicerede opgaver.

© Shutterstock

Men når de selvsamme personer var til stede ved løsning af den svære opgave, blev forsøgspersonerne konsekvent langsommere.

Hjernen ser fremmede som farlige

Forskerne forklarer resultaterne således: Vi keder os simpelthen så gudsjammerligt, når vi skal løse lette opgaver, at vi har brug for at blive peppet op for at nå til et passende niveau af årvågenhed, det såkaldte optimale arousalniveau.

Og i løbet af evolutionshistorien har menneskets hjerne udviklet sig sådan, at tilstedeværelsen af især ukendte mennesker i dén grad skal få os til at vågne op, fordi de fremmede potentielt kunne være farlige.

Det betyder desværre så også, at vi kommer langt over det optimale arousalniveau, hvis der både er fremmede til stede, og vi skal løse svære opgaver.

Og det bliver ikke bedre med nære relationer eller fx velkendte kolleger. Dem skal vi nemlig forholde os mere indgående til end de fremmede, og derfor kræver det store mentale ressourcer af vores indre abe.