Normalt er du sikkert ikke typen, der kunne finde på at kværne sagesløse fluelarver i en kaffekværn blot for fornøjelsens skyld. Men forestil dig så, at du blev tvunget til at sidde og se en uendelig lang og uinteressant film, og larvemord var dit eneste alternativ til at dø af kedsomhed.
I et nyt forsøg, der var udformet på netop den måde, valgte overraskende mange at kværne larverne. Ifølge forskerne bag forsøget skal der ikke mere end en smule kedsomhed til for at lokke sadisten frem i mange af os.
Og har du en flig af sadisme, er der stor sandsynlighed for, at du også boner ud på andre mørke egenskaber.
Sadisme er bare en af ingredienserne i ondskab. I 2018 dokumenterede forskere, at i alt ni ubehagelige personlighedstræk alle udspringer af den samme rod, den såkaldte D-faktor, der definerer, hvor langt vi er villige til at gå for at nå vores egne mål på bekostning af andre.
1-2 pct. af befolkningen har meget mørke karaktertræk, men ti gange så mange har dem i moderate udgaver.
De ni træk har en høj grad af arvelighed og er så forbundne, at hvis du scorer højt på fx sadisme, har du stor sandsynlighed for også at være fx narcissist og egoist.
Men hvorfor har evolutionen tilladt asociale og ofte destruktive træk at blive videreført? Svaret er, at en vis grad af ondskab nogle gange kan være en fordel.
Ondskab har fået seks nye sider
Indtil for få år siden fokuserede psykologerne mest på tre grundlæggende karaktertræk, når de skulle forklare menneskets værste sider: psykopati, narcissisme og såkaldt machiavellisme, der er en tilbøjelighed til at manipulere groft med andre for at nå sine mål.
De tre karaktertræk er alle kliniske diagnoser på personlighedsforstyrrelse og kaldes under ét for den mørke trekant eller “dark triad”.
Men i 2018 føjede adfærdspsykologen Ingo Zettler, Københavns Universitet, seks ekstra ingredienser til definitionen på en mørk personlighed. Samtidig opfandt han begrebet D-faktoren – D for “dark” – som alle egenskabernes underliggende årsag.
Selvom de seks ekstra karaktertræk er med til at karakterisere en mørk personlighed, ligger de psykologisk set i en lettere ende af skalaen end psykopati, narcissisme og machiavellisme.
Det værste af dem, sadisme, betragtes kun i sin mest brutale, seksuelle form som en mental sygdom. De andre – egoisme, selvpromovering, mereværdsfølelse, ondsindethed og skruppelløshed – anses ikke for sygelige karaktertræk.
Zettler kom på sporet af D-faktoren, da han lavede et spørgeskema, der testede de mørke sider af vores personlighed.
Sammen med kolleger på de to tyske universiteter i Ulm og Koblenz-Landau bad Zettler mere end 2.500 forsøgspersoner tage stilling til, hvor enige eller uenige de var i en række udsagn.
Det kunne fx være, “Jeg ved, jeg er speciel, fordi folk altid siger det”, “Sørg for, at dine planer gavner dig selv og ikke andre”, eller “Jeg bliver opstemt af at såre andre mennesker”.
Kedsomhed kan være nok til at lokke sadisten frem i mange af os. Og har man én mørk egenskab, er der stor sandsynlighed for at have flere af de andre.
Hvert af udsagnene berørte et eller flere af de ni mørke karaktertræk, og da forskerne gennemgik svarene, opdagede de, at der var en nær sammenhæng mellem flere af dem.
Udprægede sadister var således meget ofte også psykopater. På samme måde var narcissister også meget selvpromoverende og havde en høj grad af mereværdsfølelse, mens egoister typisk også havde markante machiavellistiske og skruppelløse sider af deres personlighed.
Ingo Zettler konkluderede derfor, at alle de ni mørke personlighedstræk til en vis grad hænger sammen, og at man sjældent scorer højt på blot ét af dem uden også at have tendens til nogle af de andre mørke sider.
Det fik Ingo Zettler til at definere den fælles mørke faktor, hvorfra alle de ni karaktertræk udspringer.
D-faktoren fortæller groft sagt to ting: I hvor høj grad din stræben efter at opnå egne fordele sker på bekostning af andre mennesker, og hvordan du forsøger at retfærdiggøre din opførsel.
Men den siger ikke i sig selv noget om, hvorvidt du opnår det, du vil, med vold eller snyderi.
Empati kan både hjælpe og skade
Både vores mørkeste og lyseste karaktertræk er nært koblet til den måde, vi opfatter andre mennesker på.
Som flokdyr er vi helt afhængige af at kunne forstå, hvad vores medmennesker tænker, og at kunne sætte os ind i deres følelser. Det gælder, uanset om vi har til hensigt at samarbejde med dem eller at udnytte dem.
Derfor er mennesker udstyret med to enestående evner, nemlig empati og indlevelsesevne.
Empati gør os i stand til bogstavelig talt at føle andre menneskers følelser på vores egen krop, mens indlevelsesevnen giver os mulighed for at forstå, hvorfor de føler, som de gør.
De to evner gør os i stand til at hjælpe andre, men kan også bruges til at manipulere med dem og udnytte dem.
Indblik i andre er nøglen til ondskab
De mørke træk opstår i et samspil mellem vores empati for og indlevelse i andre og hensynet til egne interesser. Forståelsen af andre mennesker kan både bruges til at hjælpe og til at udnytte dem.
1. Empati mærker andres følelser
Når vi oplever andre, der lider eller er glade, aktiveres det samme netværk af områder i hjernen (rødt), som håndterer vores egne følelser i en lignende situation. Empatien får os til at mærke andres følelser på egen krop.
2. Indlevelsesevne læser andres tanker
Vi forsøger konstant at forstå, hvorfor andre gør, som de gør, hvad de vil opnå, hvad deres næste træk er, osv. Indlevelsesevnen opstår i det pink netværk, der er adskilt fra det, vi bruger til at reflektere over vores eget liv.
3. Empati og indlevelsesevne samarbejder
De to netværk er uafhængige af hinanden, og man kan fx godt have høj empati og lav indlevelsesevne. Men de samarbejder også: Indlevelsesevnen kan fx fortælle empatien, at det er sårende at blive mobbet, selvom det ikke kan ses.
4. Selvopfattelsen bruger informationerne
De frontale pandelapper er hjemsted for vores selvopfattelse (blå), der beslutter, hvordan vi vil reagere på informationerne fra de to netværk. Andres lykke kan fx udløse misundelse, hvis vi mener, at vi selv har fortjent den.
Forskere vurderer, at blot 1-2 pct. af befolkningen har meget mørke karaktertræk. 10-20 pct. har dem dog i mere moderate udgaver, og det er tilstrækkeligt til, at disse mennesker i vid udstrækning er løgnere, svindlere eller voldsmænd.
Mennesker med en høj D-faktor har generelt dårligere chancer for at klare sig godt i livet. Folk, der opfører sig asocialt, voldeligt eller manipulerende, bliver nemlig hurtigt en belastning for fællesskabet og ryger ud af flokken.
15 pct. af de indsatte i fængslerne har psykopatiske træk. Det samme gælder 4-12 pct. af alle topchefer.
Adskillige undersøgelser har således vist, at det i det lange løb ikke betaler sig at være kynisk og samvittighedsløs.
Men i mindre doser kan mørke karaktertræk faktisk give en fordel, og derfor ligger de stadig forankret i vores gener.
Psykopati hjælper topledere
Mange virksomheder tester jobansøgeres mørke karaktertræk – ikke blot for at afsløre en eventuel destruktiv adfærd, men også fordi en vis D-faktor i nogle tilfælde kan gøre personen mere målrettet.
En af de mørke egenskaber, som kan være en fordel på arbejdsmarkedet, er psykopati.
Psykopater har nemlig både høj risikovillighed og handleevne. De gør, hvad de vil, uden at tænke ret meget over konsekvenserne for andre mennesker. Den form for iskold kynisme kan være nyttig, når man sidder højt i hierarkiet og skal træffe vidtrækkende og ofte ubehagelige beslutninger.
Flere undersøgelser har da også anslået, at 4-12 pct. af alle topchefer har psykopatiske træk, hvilket er langt flere end gennemsnittet i den almindelige befolkning på blot 1 pct. Til gengæld ligger det tæt på de 15 pct. blandt indsatte i fængslerne.
Psykopater er ofte målrettede og handlekraftige på jobbet, og de har dermed større chancer for at blive forfremmet til topchefer.
I en såkaldt metaanalyse fra 2019 studerede organisationspsykologen Marcus Crede fra Iowa State University resultaterne fra 92 undersøgelser af psykopatiske ledere.
For mænd gjaldt det, at psykopater havde større chance for at få et lederjob og præsterede bedre i jobbet. For kvinder var der ingen målbar effekt af at være psykopat, når det gjaldt om at score lederjobbet, men fik de jobbet, klarede de sig dårligere end ikkepsykopater.
For begge køn gjaldt det imidlertid, at psykopaterne var dårlige til at motivere medarbejderne.
Mørkt træk fremmer karrieren
1. Psykopater sætter sig i chefstolen
Svage psykopatiske træk giver de samme eller dårligere chancer for at få en topstilling sammenlignet med ikkepsykopater (0 på y-aksen). Men jo stærkere psykopatiske træk, jo mere stiger sandsynligheden for at nå til tops.
2. Leverer resultater til et vist punkt
Ledere med svage psykopatiske træk præsterer dårligere end dem uden psykopati (0). I takt med at graden af psykopati stiger, når psykopaterne op på samme niveau som ikkepsykopater, men herefter falder effektiviteten igen.
3. Medarbejderne mister tillliden
Med ingen eller svage psykopatiske træk har lederen gode muligheder for at vinde medarbejdernes tillid og få dem til at arbejde mod et fælles mål. Men jo stærkere psykopatiske træk, desto mere falder medarbejdernes tillid.
Kedsomhed gør dig til sadist
Tvillingeundersøgelser har vist, at generne kan forklare omkring to tredjedele af ens psykopatiske egenskaber, mens miljøet kun har halvt så stor betydning.
For narcissisme skyldes 59 procent generne og 41 procent miljøet. Machiavellisme skyldes derimod i langt højere grad miljøet end generne – her er fordelingen henholdsvis 69 og 31 pct.
Selvom forskerne ikke kender de specifikke gener, som står bag de ni mørke karaktertræk, tyder alt på, at vi allesammen bærer på nogle af dem, og at de mørke sider derfor ligger latent i os.
Det gælder i hvert fald for sadisme, som psykologen Stefan Pfattheicher fra Aarhus Universitet demonstrerede i 2020.
Ved hjælp af en spørgeskemaundersøgelse kunne Pfattheicher påvise en sammenhæng mellem sadisme og kedsomhed. Folk med tilbøjelighed til at kede sig i hverdagen var nemlig markant mere sadistisk anlagte end dem, der sjældent kedede sig.
Hverdagssadismen kom bl.a. til udtryk ved, at de fandt det morsomt at skrive ondsindede opslag på nettet eller at se andre mennesker gøre grin med deres børn.
Det var også Pfattheicher, der udførte indledningens forsøg med den kedelige film og fluelarverne. Og heldigvis var der et lyspunkt i de mørke konklusioner om sadisme og kedsomhed:
Hvis forsøgsdeltagerne fik mulighed for at undslippe kedsomheden ved at gøre noget nyttigt, foretrak langt de fleste at gøre det frem for at trykke på knappen og kværne larverne.