I Harry Potters univers er tre dråber af den gennemsigtige og lugtfrie væske veritaserum nok til at få en person til fortælle sandheden og plapre ud med alle sine hemmeligheder. I virkelighedens verden er det ikke helt så enkelt.
Sandhedsserum findes ganske vist i form af stoffer med en lignende effekt. Betegnelsen dækker over midler, som virker sløvende og beroligende.
Serummet kan fx fremstilles af atropin og scopolamin, som er giftstoffer fra natskyggefamiliens planter.
Hyoscyamus niger, også kaldt Bulmeurt, indeholder scopolamin, der kan bruges i sandhedsserum.
Giften blokerer et signalstof, som hjælper hjernecellerne med at kommunikere.
Stofferne er fx blevet brugt for at få en anklaget person til at være mindre på vagt under forhør og fortælle om hændelser, som personen ellers forsøgte at skjule.
Giftstoffer sænker paraderne
1. Signalstof aktiverer celler
Signalstoffet acetylcholin (gult) virker i hjernecellernes forbindelser, de såkaldte synapser, hvor det binder sig til særlige receptorer. Dermed kan den ene hjernecelle aktivere den anden.
2. Giftstof optager pladsen
Giftstoffer som fx scopolamin (grønt) har en molekylestruktur, som passer til receptorerne i synapsen. Dermed kan stofferne optage den plads, som det naturlige signalstof normalt vil indtage.
3. Forbindelser bliver afbrudt
Når det naturlige signalstof ikke længere kan virke i synapsen, kan hjernecellerne ikke aktivere hinanden. Resultatet er, at hjernen bliver sløv og lettere at manipulere med.
Også i behandlingen af psykiatriske patienter er sandhedsserum blevet givet for at lægge en dæmper på personens hæmninger. Formålet var at få den syge til at afsløre tanker, som personen ellers ikke vil dele med andre.
Den reelle nytte af sandhedsserummer er dog tvivlsom, for stofferne virker også ved at stimulere fantasien og fremkalde kraftige hallucinationer.
Dermed kan sandhedsserum få den stik modsatte effekt end den tilsigtede: Hjernen fabrikerer overbevisende løgnehistorier i stedet for at at røbe sine inderste hemmeligheder.