Psykopater på film har typisk det til fælles med deres virkelige modparter, at de er følelseskolde og voldelige uden anger. Men fremstillingen i filmens verden varierer til et punkt, hvor karaktererne ikke længere er klassiske psykopater.
Videnskaben punkterer filmpsykopater
Den hidtil største undersøgelse af filmverdens psykopater stammer fra 2013, hvor belgiske retspsykiatere og filmforskere gennemgik 400 filmkarakterer og deres potentielt psykopatiske diagnose.
Konklusionen er, at den traditionelle Hollywood-psykopat typisk på flere punkter er karikeret, fx:
- Tics, latter, etc.: Ukontrollerede manier kendetegner typisk ikke virkelighedens psykopater.
- Selvkontrol: Mange filmpsykopater fremstår afstumpede, men samtidig kontrollerede og hyperintelligente. Det er oftest ikke tilfældet i virkeligheden.
- Livsstil: Hollywood fremstiller ofte samfundets top som psykopatisk. I virkeligheden har forskning vist en højere forekomst af psykopatiske træk hos fx direktører, men typisk uden de voldelige tendenser, der er fremherskende hos psykopater.
I virkelighedens verden er psykopater typisk langt mere skødesløse, men forudsigelige eksistenser på randen af samfundet.
Filmhistoriens mest virkelighedstro psykopater – og mest urealistiske
Psykopater på lærredet, der i virkeligheden ikke ville få samme diagnose, tæller fx Hannibal Lecter fra ’Ondskabens Øjne’. Han er arketypen på en Hollywood-psykopat, med ekstremt høj intelligens, forsmag for finkultur, forfængelighed, selvkontrol og en succesfuld karriere. I virkeligheden vil disse træk sjældent være til stede hos en psykopat – og generelt aldrig samtidig.
De stumme seriemordere som Jason Voorhees og Michael Myers fra slasherfilmene deler psykopaternes tendens til vold, men karakterernes intelligens og evne til at planlægge forud er ikke symptomatisk for virkelighedens psykopater. I filmen ’Psycho’ er Norman Bates ikke psykopat, men psykotisk ifølge forskerne.
Retspsykiaterne vurderer, er at portrætteringen af psykopater på film er blevet mere realistisk siden år 2000.