Shutterstock
bums bliver trykket mmh

Hvorfor er bumse-videoer så populære?

Hvorfor elsker nogle mennesker at se videoer af bumser, der bliver presset ud? Jeg synes bare, det er vildt ulækkert.

Videoer af bumser, som bliver presset ud, får millioner af visninger på YouTube og Instagram – hvilket kan virke mærkværdigt.

Forskere mener, at årsagen skal findes i krydsfeltet mellem afsky og nysgerrighed. Afsky fortæller os, at vi bør lægge afstand til en potentiel fare – fx smitsomme sygdomme. Og det er bylder, der ligner store bumser, ofte et tegn på.

Vores afsky er dog i konkurrence med nysgerrigheden, som er en anden stærk drivkraft. Og i sikkerhed bag skærmen vinder nysgerrigheden, i al fald hos nogle.

Bumseelskere undertrykker afskyen

I 2021 undersøgte østrigske forskere, hvad der sker i hjernen på bumseelskere og bumsehadere, når de ser en bums blive trykket ud.

80 forsøgspersoner så i alt 96 korte videoer af presning af bumser, springvand og rengøring med damp, mens de lå i en hjerneskanner.

Begge grupper aktiverede et område i hjernen, der er koblet til afsky. Aktiveringen var dog svagere hos bumseelskerne. Derudover aktiverede bumseelskerne et andet område, der er koblet til regulering af afsky.

På den baggrund konkluderede forskerne, at alle føler en naturlig afsky og nysgerrighed ved at se bumser blive presset. Hos nogle dominerer afskyen, mens andre formår at kontrollere den, så nysgerrigheden tager over.