Kan vi læse andres tanker?

Mor og datter sidder over for hinanden adskilt af en lav skærm. De kan se hinanden i øjnene, men ikke se den andens hænder. Moren vender et kort fra en bunke, ser på symbolet – en firkant – og noterer symbolet på et stykke papir.

Så ser hun datteren ind i øjnene, og da datteren bliver spurgt om, hvilket kort hendes mor vendte, svarer hun uden tøven “firkant”.

Forsøget gentages 25 gange, og selvom der er fem forskellige symboler at vælge imellem, rammer hun rigtigt i alle forsøg på nær ét. Statistisk set kan det umuligt være rent held, så forskerne konkluderer, at datteren læser morens tanker.

Forsøget blev udført i Italien i 2018, men ligesom de fleste andre forsøg med telepati overbeviser det ikke ret mange forskere.

Kritikerne mener, at forsøgene er dårligt udført og tillader alle mulige former for snyd. Og frem for alt efterlyser de en fysisk forklaring på, hvordan tanker rent faktisk skulle kunne overføres fra en person til en anden.

Men måske kan fænomenet alligevel ikke fuldkommen afvises.

Ifølge den canadiske psykolog Michael Persinger kan man nemlig måle aktivitet i et særligt område af hjernen, hver gang tankelæseren svarer rigtigt og altså tilsyneladende har opfanget en andens tanker.

Mimik afslører det rigtige svar

Tankelæsning eller telepati er en gren af parapsykologien, der beskæftiger sig med særlige psykiske evner, som nogle mennesker hævdes at have.

Parapsykologi omfatter også telekinese, evnen til at påvirke fysiske objekter med tankens kraft, og clairvoyance, evnen til at se ind i fremtiden. Det er dog telepatien, der har påkaldt sig størst interesse fra forskere.

En af historiens mest fremtrædende telepatiforskere var amerikaneren J.B. Rhine, der også regnes for grundlæggeren af parapsykologien.

Frem til sin død i 1980 udførte han en lang række eksperimenter med de såkaldte Zener-kort, som efter hans egen opfattelse beviste, at tankelæsning er et reelt fænomen.

Kortene er opkaldt efter den tyske psykolog Karl Zener, som udviklede dem i 1930’erne. Et sæt består af 25 kort med fem forskellige symboler, sådan at der er fem kort med hvert symbol.

Forsøgspersonen skal nu tage et kort, se på det og tænke på symbolet. Tankelæseren kan ikke se kortets billedside, men skal prøve at aflæse forsøgspersonens tanker og komme med sit bud på, hvilket symbol der er på kortet.

Men forsøgene blev kraftigt kritiseret af andre forskere.

Et grundlæggende kritikpunkt var, at forsøgsperson og tankelæser typisk befandt sig i samme rum, hvilket gav mange muligheder for fejl eller ligefrem snyd. Forsøgspersonen kunne fx skære grimasser eller sige lyde, som tilsigtet eller ej afslørede symbolet over for tankelæseren.

Disse fejlkilder kaldes på engelsk sensory leakage og dækker over, at tankelæseren kan se, høre eller på anden måde sanse det rigtige svar uden at benytte sig af telepati.

J.B. Rhines og andre forskeres forsøg bliver også kritiseret for dårlig statistisk analyse af resultaterne.

Med fem forskellige symboler at vælge imellem har tankelæseren hver gang 20 pct. chance for at gætte rigtigt ved et tilfælde, og hvis han rammer plet i mere end 20 pct. af tilfældene, antager forskerne derfor, at det må skyldes tankelæsning.

Men det kan man ikke uden videre konkludere. J.B. Rhine lagde fx ikke altid de trukne kort tilbage i bunken, og det ændrede på sandsynlighederne.

Typisk bliver telepatiforsøg heller ikke gentaget tilstrækkelig mange gange til, at det med sikkerhed kan udelukkes, at rigtige gæt blot skyldes held.

Dertil kommer, at de fleste telepatiforsøg har en helt fundamental svaghed.

Forskere foretrækker normalt, at forsøg bygger på en præcis teori om de mekanismer, der menes at være på spil i forsøget, men telepatiforskerne kommer sjældent med noget bud på, hvordan tankelæsning skulle virke. Det gør det svært at vurdere, om resultaterne overhovedet har noget at gøre med at læse tanker.

Men måske kom den nu afdøde psykolog Michael Persinger på sporet af en videnskabelig forklaring på telepati i sine forsøg, der knyttede tankelæsning sammen med hjerneskanninger.

Særligt hjerneområde lyste op

Persinger udførte i 2009 et forsøg på Laurentian University i Canada.

Ti personer sad en for en over for tankelæseren Sean Harribance og viste ham billeder af deres nære slægtning, ægtefælle eller ven, mens de tænkte på vedkommendes personlige karaktertræk og særlige egenskaber.

Harribance kendte intet til personerne på billederne, men skulle alligevel forsøge at beskrive deres personlighed, så godt han kunne.

Under alle seancerne sørgede 19 elektroder i en hjelm på tankelæserens hoved for at måle hans hjernebølger, EEG. Når Persinger studerede målingerne, tegnede der sig et tydeligt mønster.

Hver gang Harribance ramte plet i sin beskrivelse af den for ham fuldstændig ukendte person på billedet, steg aktiviteten i et afgrænset, lille område dybt inde i hans højre hjernehalvdel.

Området kaldes den højre parahippocampus, og Persinger mente, at det er hjernens center for tankelæsning, der aktiveres, når det lykkes os at læse andre menneskers tanker.

Andre forskere har ligesom Michael Persinger forsøgt at give debatten om telepati mere vægt ved at koble fænomenet sammen med undersøgelser af hjerneaktiviteten.

Et forsøg af den teoretiske fysiker Giulio Ruffini på forskningscenteret Starlab i Barcelona kan måske give svaret på, hvordan tankeoverføring kan øge aktiviteten i en bestemt del af hjernen.

Overførte synet af et lysglimt

Sammen med sine kolleger udsatte Ruffini i 2014 en forsøgsperson for et skarpt lysglimt.

Umiddelbart efter kunne Ruffini ved hjælp af elektroder på hovedbunden registrere hjernebølger, som var opstået i forsøgspersonens hjerne ved synet af det skarpe lys og havde bredt sig ud gennem hjerneskallen.

Herefter omdannede forskerne de undslupne hjernebølger til et magnetisk felt, der blev lagt hen over hovedbunden på en anden forsøgsperson.

Helt af sig selv bevægede det magnetiske felt sig nu gennem kraniet og ind i hjernen, hvor det udløste hjerneaktivitet i synscenteret og fik personen til også at se et skarpt lysglimt.

Med forskernes hjælp havde den første persons synsindtryk altså bevæget sig ud gennem hjerneskallen og var vandret gennem hjerneskallen på en anden person og havde udløst oplevelsen af et tilsvarende lysglimt.

Der var således sket en reel form for tankeoverføring. Det eneste, forskerne havde behøvet at gøre, var at omdanne hjernebølgerne til et magnetisk felt og transportere det fra den ene persons hovedbund til den andens. Selve oplevelsen af at se et skarpt lysglimt blev overført helt naturligt fra hjerne til hjerne.

Forsøget tyder på, at idéen om telepati måske ikke er helt grebet ud af det blå, men at tanker muligvis kan overføres fra person til person på helt naturlig vis ved hjælp af elektromagnetiske bølger, som hjernen udsender.

Forskerne kan ganske vist ikke forklare, hvordan overførslen fra person til person skulle ske af sig selv, men i teorien kan det altså have været den slags bølger, der var på spil, da datteren i det italienske forsøg gættede, hvilke kort hendes mor havde vendt.

Kritikere vil dog indvende, at det er mere sandsynligt, kvinden aflæste sin mors grimasser eller lyttede til pennens skratten mod papiret, når moren noterede, hvilket symbol hun havde trukket.

Derfor blev forsøget da også gentaget med en højere skærm, der forhindrede øjenkontakt, og en iPad, der ikke gav lyd fra sig, når moren skrev på den med fingeren. Og så var resultatet pludselig helt anderledes.

Nu ramte datteren kun rigtigt i fem ud af de 25 forsøg, hvilket akkurat er det resultat, man statistisk set ville forvente, hvis der var tale om rent gætteri.

Spørgsmålet er så, om den højere skærm og den lydløse iPad blokerede for “tankebølgerne” mellem mor og datter – eller blot forhindrede dem i at sende skjulte signaler til hinanden.