Smukke mennesker narrer omgivelserne
Smukke mennesker sejler gennem livet båret frem af omgivelsernes opfattelse af, at smuk rimer på dygtig. Men der er ensomt på toppen, advarer forskere.

Et symmetrisk ansigt, glat hud, bølgende hår og mandelformede øjne er en større hjælp, når du sætter dig ved eksamensbordet, end et skarpt intellekt og gode noter.
Din censor vil nemlig, ligesom din arbejdsgiver – og din dommer, skulle du nogensinde komme for retten – antage, at dit smukke udseende også afspejler dine evner og resten af din personlighed.
En ny, stor psykologisk rapport fastslår, at smukke mennesker får bedre karakterer, tjener mere, får højere stillinger og vinder flere retssager end gennemsnittet.
Læs også: Solbriller gør dig smukkere
Smukke mennesker tjener mest
Psykologer fra University of North Carolina i USA har samlet resultaterne fra en mængde individuelle undersøgelser og fastslår, at et smukt udseende rent statistisk vil bære dig gennem livet.
“Effekten er selvforstærkende. De tidligere succesoplevelser giver dig selvtillid og et positivt livssyn, som senere forbedrer dine muligheder for at vise, hvad du kan,” forklarer socialpsykolog Tonya Frevert over for BBC.
Læs også: Derfor har kvinder to bryster
Smukke mennesker er ensomme
Smukke attributter kan dog ifølge forskerne også have en bagside.
Mens smukke mænd automatisk anses for at være gode ledere, kæmper mange smukke kvinder fx med at blive taget seriøst.
En gammel undersøgelse fra 1975 har desuden slået fast, at ekstraordinært smukke mennesker ofte er ensomme, fordi andre personer holder afstand, bliver jaloux eller ikke føler, de er “værdige” til at tale med vedkommende.
LÆS OGSÅ: Sådan spotter du en sociopat